Skip to main content

Svar:

Formand Jens Winther Jensen, Lægeforeningen. E-mail: dadl@dadl.dk

26. jan. 2007
2 min.

Det er Hovedbestyrelsens opgave at fremlægge et budget for Lægeforeningens repræsentantskab. I den forbindelse har Hovedbestyrelsen haft kontakt med de involverede parter. Den samlede reduktionen i Lægeforeningens driftstilskud til lægekredsforeningerne i 2008 er aftalt som budgetforudsætning på et regionsmøde med foreningernes formænd i november 2006. Det er baseret på notat om lægekredsforeningernes opgaver og de regnskabstal for 2006, der var til rådighed på tidspunktet.

På sidste Lægemøde blev der givet tilslutning til, at overgangsordningen for lægekredsforeningerne skulle forlænges i 2008. Det blev samtidig markeret, at lægekredsforeningernes ressourcer skulle revurderes, da regionerne i 2008 er ud over den fase, hvor 15 lægekredsforeninger blev sammenlagt til fem. De stordriftsfordele i form af færre omkostninger til husleje, personale, honorarer m.v., der er resultatet heraf, markeres i det budget, der fremlægges ved en samlet reduktion på 20%, som lægekredsforeningerne selv fordeler imellem sig. Reduktionen vil kunne medføre en reduktion i det kontingent, det er nødvendigt at opkræve for lægekredsforeningerne i 2008.

Der skal imidlertid fremlægges et samlet budget for både lægekredsforeninger og Lægeforeningen. Der arbejdes p.t. også på at færdiggøre Lægeforeningens budget, og det vil fremgå heraf, hvilke udgifter og kontingenter Lægeforeningen skønnes at have behov for i 2008. Vi bestræber os på at holde kontingentet så lavt som muligt men må konstatere, at der specielt er behov for at se på investeringer i it. Hvordan pengene konkret foreslås anvendt, vil fremgå af det endelige forslag til budget for 2008, der bliver lagt frem for Lægeforeningens repræsentantskab til Lægemødet i slutningen af april. Det er Lægeforeningens højeste myndighed, og det er her, at beslutningen om budgettet for Lægeforeningen og lægekredsforeningerne bliver taget, herunder størrelsen af de to kontingenter.