Skip to main content

> Svar:

Overlæge Michael Larsen, Øjenafdelingen, Amtssygehuset i Glostrup. E-mail: mla@dadlnet.dk

16. okt. 2006
2 min.

Hvad angår fotodynamisk behandling af subfoveal karnydannelse ved aldersrelateret maculadegeneration - den hyppigste årsag til svært synstab i Danmark - er den længste opfølgningstid i protokolleret regi fem år [1]. Resultaterne har vist sig at være i overensstemmelse med de forudsætninger, som blev anvendt i den danske MTV-rapport, idet synsstyrken er næsten fuldstændig stabil fra to til fem år efter påbegyndelse af behandlingen, og idet meget få patienter behøver behandling efter to år. Den forventelige restlevetid for deltagerne i det omtalte studie var i intervallet 12-15 år.

I vores kliniske praksis er observationstiden kortere, materialet mindre, behandlingsregimet billigere, og udmålingen af kliniske variable er ikke udført i certificeret regi, ligesom der savnes en kontrolgruppe. Derfor har vi vurderet, at omkostningerne ved at udføre en retrospektiv opgørelse på en i forvejen veldokumenteret behandling ikke står i et rimeligt forhold til det forventelige udbytte. Det er værd at overveje, om det kan gøres hurtigere og bedre med den elektroniske patientjournal på Øjenafdelingen i Århus, hvor man også udfører PDT, og hvor Kristian Næser også har ansættelse.

I forbindelse med udarbejdelsen af den omtalte nyhedsmeddelelse fra Dansk Oftalmologisk Selskab til Ugeskrift for Læger har vi ikke anført relevante interessekonflikter. Det er en fejl. Øjenafdelingen på Amtssygehuset i Herlev, som nu er flyttet til Amtssygehuset i Glostrup, udfører eller har udført kontrollerede kliniske studier vedrørende behandlingen af neovaskulær AMD med både pegaptanib og ranibizumab samt diverse ikke omtalte, men med de omtalte lægemidler konkurrerende lægemidler. Studierne er finansieret af lægemiddelfirmaerne Eyetech, Pfizer, Novartis, MSD, Eli Lilly og Alcon via Amtssygehusets forskningskonti. Min medforfatter eller jeg selv har derudover inden for de seneste ti år modtaget honorar for undervisning, fordragsvirksomhed eller konsulentvirksomhed fra disse virksomheder.


Referencer

  1. Kaiser PK; Treatment of age-related macular degeneration with photodynamic therapy (TAP) study group. Verteporfin therapy of subfoveal choroidal neovascularization in age-related macular degeneration: 5-year results of two randomized clinical trials with an open-label extension TAP report No. 8. Graefes Arch Clin Exp Ophthalmol. 2006 Mar 15; [Epub ahead of print].