Skip to main content

>Svar:

Philippe Grandjean, professor, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet

1. nov. 2005
1 min.

Jeg forstår indlægget sådan, at forfatteren støtter mit forslag om at pædiatere og miljømedicinere i fællesskab gør en indsats for at begrænse forureningen af modermælk. Det er jeg glad for. WHO har i de senere år negligeret problemet og ensidigt propaganderet for lang ammetid. Med den nu anbefalede ammetid på 6 måneder kan moderen gennem mælken overføre omkring halvdelen af de toksiske stoffer, som hun selv hidtil har ophobet i kroppen. I de seneste år er denne eksponering blevet nærmere dokumenteret, ligesom de sundhedsmæssige risici for barnet er blevet bedre belyst. Mig bekendt er der ikke industrielle interesser i disse projekter, snarere tværtimod, da forureningen bl.a. omfatter stoffer der ikke er forbudt (endnu). På denne baggrund bør den nye anbefaling af en ammetid på 6 måneder følges op med undersøgelser af forureningen på nationalt niveau. Jeg håber derfor, at forfatteren og ammekomiteen vil støtte et initiativ i Sundhedsstyrelsen om belysning af forureningsproblemets omfang og en intensiveret forebyggelse af danske kvinders - og dermed deres børns - eksponering for toksiske stoffer. Dermed skulle der kunne sikres et bedre grundlag for rådgivning om amning.