>Svar:

Tak til Chwalibog & Thorbek for at give os anledning til at præcisere vores kommentar til deres artikel citeret i Ernæringsrådets rapport.

Kritikken går ikke så meget på størrelsen af den fedtaflejring, de når frem til, men på den fejlagtige behandling af vores målte data fra respirationskammerforsøg [1]. 24-timers målinger baseret på indirekte kalorimetri i respirationskamrene giver oplysning om, hvor mange gram fedt, kulhydrat og protein, der er blevet forbrændt over måleperioden, og sammen med informationerne om, hvor mange gram af de tre makronæringsstoffer forsøgspersonerne har indtaget, giver det mulighed for blandt andet at beregne fedt- og kulhydratbalancen.

Spises der mere kulhydrat over de 24 timer, end der bliver oxideret, er personen i såkaldt positiv kulhydratbalance, og spørgsmålet er, hvor det bliver af ? Det er almen accepteret fysiologisk grundviden, at glykogendepoterne fungerer som buffer for sådanne daglige ubalancer mellem indtag og forbrænding, indtil oxidationsmønsteret bl.a. ved hjælp af øget insulinproduktion indstiller sig i en ny ligevægtstilstand, hvor al kulhydratet oxideres.

Kun i de tilfælde, hvor den respiratoriske kvuotient (RQ) > 1, er der sikker omdannelse af kulhydrat til fedt [2]. Men dette er ikke tilfældet hos de forsøgspersoner, Chwalibog & Thorbek havde udvalgt, så hvordan kan de så beregne de novo-lipogenese (DNL) fra disse data? Det kan de kun ved fejlagtigt at antage, at mennesket ikke har nogen glykogendepoter, og at ethvert forbigående overskud på kulhydratbalancen resulterer i DNL.

Havde det været et korrekt koncept, ville vi med glæde have benyttet denne metode til at belyse DNL hos de omkring 2.000 personer og patienter, som vi har 24-timers målinger på i vore kamre.

Men hverken vi eller andre centre, der anvender humane respirationskamre, finder, at vi kan se bort fra eksistensen af glykogendepoter som buffer for kulhydratoverskud.