Skip to main content

> Svar

Alment praktiserende læge Niels C Heebøll-Nielsen, Hørsholm, E-mail: nchn@dkma.dk

9. nov. 2007
2 min.

Ugeskriftet har bedt om min kommentar til Elo Aagaards (EAa) indlæg, »Læger med Snævre Grænser«.

Indlægget handler om lægers holdninger for eller imod lægemiddelindustrien. Det vil jeg ikke kommentere.

Min kommentar drejer sig kun om EAa's vrede over mit indlæg i Rationel Farmakoterapi, som han mener, er på børnehaveniveau. Faktisk mener han, at »kæden er hoppet helt af«.

Det er jeg ked af. Det var ikke meningen med indlægget. EAa har det fint med at tage imod »kurser, bespisning og rejser«, og det er han ikke ene om. Der skal være plads til alle.

Jeg er ikke klar over, hvad det er, der har fået EAa til at fare i blækhuset. Min skrivelse i Rationel Farmakoterapi er ikke ment som en provokation og slet ikke som en »køreplan«, som jeg forsøger at »diktere«.

Min mening er, at møder mellem læger og lægemiddelkonsulenter vil forløbe bedst, hvis mødet er præget af saglighed og professionalisme. Med andre ord: Hvordan får læger og lægemiddelkonsulenter det bedste faglige udbytte af kontakten? Det er det, mit indlæg skal bruges til.

Baggrunden for mit indlæg er 29 års arbejde i almen praksis med kontakt med lægemiddelindustrien af meget svingende kvalitet og den kendte engelske farmakolog Andrew Herxheimer, som i The Lancet har haft et lignende indlæg, som kan være til inspiration for læger, som får besøg af lægemiddelkonsulenter.

EAa mener ikke, at han har ikke brug for mit indlæg, men derfra til at nedgøre det til »børnehaveniveau« mener jeg, at der er et stort spring.

Hvem er det her, der sætter de snævre grænser?