> Svar:

1. Elsebeth Lynge (EL) har ret i, at mine mortalitetskurver også medregner dødsfald, der kan henføres til en kræftdiagnose, som blev stillet før kvindens 50-års-alder, men det gælder begge kurver -- altså både områder, hvor der tilbydes og ikke tilbydes screening. I den valgte aldersgruppe, 55-74 år, drejer det sig desuden om et beskedent antal. »Tilblandingen« kan således kun have marginal betydning.

2. EL påstår, at der er gået for kort tid (7-10 år) til, at en effekt på mortaliteten kan forventes, og refererer til sit eget modelstudie. Her kunne den fulde mortalitetsreduktion ses allerede efter tre år [1]. I den forbindelse fremførte EL, at svenske screeningforsøg viste en effekt efter fire år [2]. På den baggrund burde en gevinst på 25% absolut afspejle sig i min graf!

3. Den største stigning i incidensen opstår ganske vist under prævalensfasen, men min graf viser, at der stadig opstår et overskud også under steady state. Dette er også dokumenteret i Sverige i et meget længere perspektiv, og der er ingen tegn på, at det samlede overskud neutraliseres af en tilsvarende reduktion, når den screenede population forlader programmet [3].

Overskuddet er således i livsbetydning en overdiagnostik, der er beregnet til ca. 30% og naturligvis medfører en tilsvarende overbehandling (operation og sædvanligvis strålebehandling).

En artikel i Acta Oncologica, som EL er medforfatter til [4], har samme statistiske fokus på screeningseffekten i de fire hovedstæder i Norden, hvor specielt Stockholm omfatter en stor screeningspopulation. Analysen strækker sig sært nok kun frem til 1998, selv om den svenske statistik er opdateret og derfor kunne formidle en længere opfølgningstid.

Som forventet når forfatterne samme resultat som jeg, dvs. en klar incidensforøgelse uden påviselig effekt på mortaliteten.

Men konklusionen er forbløffende: lidt tilspidset argumenteres der for, at screeningsgevinsten er veldokumenteret videnskabeligt, og når den ikke afspejles i populationsstatistikken, er det fordi den »is too crude«. Problemet med overbehandling negligeres »elegant«.

Denne konklusion er dubiøs, fordi det videnskabelige bevis på screeningens gevinst og nytte-skade-balance i høj grad anfægtes, mest evident i Cochranes opdaterede metaanalyse [5].

For kvindernes skyld burde man nok stole mere på virkeligheden end på studier, der er udført af urokkelige screeningstilhængere.