> Svar:

Ledende overlæge Inger Mathilde Kuhr Lajer. Afdelingslæge Dorrit Obel. 1. reservelæge Henrik Day Poulsen . Ledende overlæge Anne-Mette Bruun Svendsen, DADL, Sundhedskomitéens Psykiatriudvalg

Sundhedskomiteens fælles tema var rehabilitering i perioden 2002-2004, og psykiatriudvalget fandt det derfor relevant at inddrage begrebet recovery i udvalgets arbejde med temaet. Begrundelsen var, at recovery-begrebet indgår i de fleste oversigtsartikler, der omhandler psykiatrisk rehabilitering, hvilket en enkelt søgning på PubMed vil afsløre, samtidig med at udvalget vurderede, at lægestanden burde forholde sig sagligt til en bevægelse, der bl.a. inden for socialpsykiatrien har stor betydning.

Statusartiklen blev udarbejdet i konsensus efter diskussion i Psykiatriudvalget, der har repræsentanter fra alle grene inden for psykiatriens interesseområder.

Artiklen havde til formål at foretage en kritisk og saglig sammenligning af recovery og rehabilitering, idet udvalget fandt, at recovery-begrebet i bl.a. Topors bøger er præget af ideologi. Udvalgets ønske var at skabe debat, og glæder sig derfor over et debatindlæg fra to professorer fra psykiatrien. Udvalget må imidlertid lægge afstand til Hemmingsen & Parnas ønske om et kursskifte i DADL's faglige aktiviteter, idet udvalget finder, at læger til enhver tid bør deltage i en saglig debat om et emne, der berører patienter og samar-bejdspartnere.

Hemmingsen & Parnas finder, at artiklen placerer et betydeligt ansvar på patientens »eget selv«. Dette er ikke korrekt, idet artiklen refererer til recovery-bevægelsens beskrivelse af, hvad der er vigtige faktorer for recovery, og ikke til forfatternes holdning hertil. Det drejer sig derfor om almindelig akademisk standard mht. at beskrive et emne med kildehenvisning, efterfulgt af en kommentar, jf. senere i artiklen: »Om- vendt kan recovery-bevægelsen skabe krav til den syge person om at komme sig, og dermed kan de personer, der ikke kommer sig, blive genstand for stigmatisering«.

Hemmingsen & Parnas kritiserer videre sætningen: »Man kan betragte recovery-bevægelsen som et sundt og nødvendigt modtræk til lægernes tilbøjelighed til at kronificere psykiatriske patienter«. Udvalget finder, at professorerne har ret i, at sætningen kan misforstås, og beklager dette. Det er ikke udvalgets opfattelse, at psykiatere bevidst kronificerer patienterne.

Som Hemmingsen & Parnas skriver, har vi klinikere en tilbøjelighed til at have et mere pessimistisk syn på sygdommens prognose end epidemiologiske studier tilskriver os at have, idet vi arbejder blandt de mest syge. Det kan desværre betyde, at en patient får givet en dårligere prognose, end hvad der er evidens for, og dette kan fra patienters og pårørendes side opleves som en øget sygeliggørelse.

Hemmingsen & Parnas skriver, at recovery dækkes af de veletablerede termer som behandling, remission og rehabilitering, hvilket udvalget i lang udstrækning er enig i, jf. artiklens gennemgang af definitioner og dens konklusion.

Psykiatriudvalget finder til slut, at Hemmingsen & Parnas debatindlæg peger på et behov for et symposium eller lignende, hvor rehabilitering og recovery er sat på dagsorden. Udvalget deltager gerne heri.