Vi takker for kommentarerne til vores artikel. Vi er enige i, at fluroscens in situhybridisering (FISH) har sine begrænsninger. Ved undersøgelse af oligodendrogliomer er det, som anført, vist, at for både 1p og 19q taber tumorerne hele armen, hvilket retfærdiggør brugen af telomere prober og den efterfølgende konklusion. Ved den af Nielsen et al skitserede metode med brug af en centromer- og en telomerprobe er det også overvejende sandsynligt, at en signalfrekvens på 2:1 er udtryk for loss of heterozygosity (LOH).
I vores arbejde var formålet at undersøge, om LOH 1p/19q forekom i præcis samme celle. For at belyse dette, ville det have været optimalt også at have benyttet to centromerprober, men dette ville have krævet i alt fire prober på et vævssnit, hvilket teknisk er langt vanskeligere og nok uegnet til diagnostisk brug. De anførte problemer med forandringer, som fremkommer ved vævshåndtering, herunder skæring af vævssnit, er der taget højde for med det anvendte kontrolmatriale og den statistiske metode.
Nielsen et al konkluderer i deres kommentar, at FISH er robust og standardiseret ved andre kræftsygdomme. I deres egen artikel [1] anfører de imidlertid: »there is a need to standardize the methods used for identifying patients for treatment protocols ... including criteria for scoring and definitions of cutt-off points«. De gør sig i samme artikel til talsmænd for at ændre den gængse metode for HER2, hvor der normalt tælles i 60 celler, til en mere simpel. I f.eks. SIOP-protokollen for neuroblastomer [2] anbefales det at tælle 200 celler.
Desuagtet findes der ikke standarder for LOH 1p/19q i gliomer.
