Skip to main content

> Svar:

Overlæge Ole J. Hartling, formand for Det Etiske Råd. E-mail: oha@vs.vejleamt.dk

3. nov. 2005
1 min.

Det Etiske Råd tilstræber ikke enighed om løsning af etiske problemer. Det er altså ikke sådan, at forskellige synspunkter må tilnærmes hinanden eller »gråtones«, for at man kan nå konsensus eller et kompromis. Sådan ville det jo være, hvis rådet var en besluttende myndighed.

Uenighed om stillingtagen i etiske dilemmaer bør tvært-imod fremgå klart, så argumenter for og imod et spørgsmål kan blive omhyggeligt beskrevet. Det fremgår tydeligt af rådets rapporter og redegørelser, at medlemmerne ofte er uenige om svar på etiske spørgsmål. Da uenighed næsten er mere reglen end undtagelsen, er det ganske rigtigt bemærkelsesværdigt, at medlemmerne er enige om at anbefale, at der ikke sker en undtagelse fra drabsforbuddet i form af en lov om eutanasi.

Det fremgår af Ulrik Krabbes indlæg, at han kunne have glæde af at læse de tre redegørelser om omsorg for døende og naturligvis især den tredje »Eutanasi - lovliggørelse af drab på begæring?«, og at han - hvis han havde læst den forinden - allerede ville have haft svar bl.a. på sin tvivl, om medlemmernes synspunkter skulle være undertrykt, og sit spørgsmål, om ikke der skulle være tænkt på barmhjertighed.