Svar:

På samme måde som historikere selvfølgelig er amatører på lægevidenskabelige områder, er de fleste læger amatører, når det gælder at skrive historie. Det siger sig selv, ligesom bankdirektører er amatører i økonomisk historie, og generaler er amatører i militærhistorie, og ligesom Picasso var amatør, når det gjaldt kunsthistorie. Bankdirektører, generaler, kunstnere og læger er professionelle inden for hvert sit område, men amatører når det handler om at skrive deres egen historie - vel at mærke, hvis de ikke har en uddannelse og træning som historikere.

For at blive en professionel medicinhistoriker kræves der i dag - ud over viden om tidligere medicinske ideer og praksis - et bredt kendskab til den medicin- og almenhistoriske forskningslitteratur, viden om historiske teoridannelser samt træning i historisk forskningsmetodologi (og for studier af medicinen før midten af 1800-tallet desuden klassiske sprogkundskaber). I princippet er indgangsbønnen for en ung medicinhistoriker, der vil regne med at få artikler optaget i de internationale tidsskrifter, 5-8 års kultur- og/eller samfundsvidenskabelig grunduddannelse og efterfølgende ph.d.-forløb.

Der er ikke noget i vejen med at være amatørhistoriker. Det er en værdifuld og personligt tilfredsstillende beskæftigelse, som tit kan give interessante bidrag til den samlede fond af faktuel historisk viden. Men generelt set bliver universiteterne nødt til at stille højere krav. Hvis medicinhistorikere her i landet vil gøre sig gældende internationalt, må vi være lige så professionelle som andre akademiske faggrupper. Ellers vil vi ikke få lov at spille med i eliteserien. Det ville ikke kun være intellektuelt utilfredsstillende - på længere sigt vil det også få negative konsekvenser for finansiering af forskningen.

Når det gælder ældre tiders historie, er kravene til medicinsk indsigt ikke uoverkommelige for en historiker. Det stiller sig lidt anderledes med nutidshistorien. Dagens biomedicinske forskning og kliniske fremskridt er så komplicerede, at arbejdet med medicinhistoriske problemstillinger ofte kræver både historisk og medicinsk ekspertise.

Som jeg ser det, findes der to løsninger på problemet. Enten dobbeltkvalificering, dvs. at man har både en medicinsk grunduddannelse og en historisk/samfundsfaglig uddannelse på ph.d.-niveau. Eller at man indgår i et samarbejde, hvor begge parter bidrager til det fælles mål i gensidig respekt for hinandens kompetencer.