Lindberg, Holme Jørgensen & Kampmann har på vegne af Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) responderet på vor artikel i Ugeskrift for Læger [1] med titlen »Glitazoners plads i diabetesbehandlingen: efter PROactive-studiet«. Titlen på svaret er blevet »Glitazoners sande plads i diabetesbehandlingen: efter PROactive studiet«. Denne manipulation er ikke værdig i en akademisk debat. Vi har ud fra vor farmakologiske og kliniske diabetologiske indsigt sobert, nuanceret og detaljeret beskrevet resultaterne. Vi kan til IRF's kommentarer anføre:
Efter en nøje beskrivelse af det primære endepunkt, hvad angår observationer, er der eksplicit anført i vor artikel: »Efter knap tre år var der ingen forskel i det primære endepunkt (p=0,095)«.
Vi kan bekræfte, at det væsentligste sekundære endepunkt blev defineret, da man ønskede et sygdomsrelateret endepunkt, der kunne sammenlignes med et endepunkt i flere statin studier. Information om dette er oplyst relevante myndigheder før randomiseringskoden blev brudt og dataanalysen påbegyndt. IRF burde være bekendt med disse standardprocedurer i store prospektive studier.
Vi tror ikke, at læseren bliver forvirret over skift fra relativ risiko-reduktion til absolut risiko-øgning. Problemet med ødemer/hjerteinsufficiens er under afklaring i subanalyser fra PROactive-studiet, for eksempel vil følgende punkter blive afklaret: a) Er det specielt de insulinbehandlede diabetikere i behandling med glitazon, der udvikler ødemer? b) Er diagnosen hjerteinsufficiens stillet korrekt, eller er der blot tale om perifer væskeretention? Yderligere data desangående vil blive offentliggjort senere dette år.
Man bør forstå The Lancet-lederen af Yki-Järvinen [2] korrekt. Hver episode af hjerteinsufficiens er rapporteret, dvs. hver patient kan være registreret flere gange, mens de væsentlige endepunkter kun er rapporteret én gang per person. Dog skal også ihukommes, at der ikke var forskel i mortalitet blandt patienterne, der udviklede »hjerteinsufficiens« i de to grupper. Debatten om vægtøgningen er relevant, men ikke et nyt emne ved glitazonbehandling, ligesom ved sulfonylurinstof og insulinbehandling. IRF bør også læse litteraturen, og vide at »fedt er ikke bare fedt«, men at det er afgørende hvor fedtet sidder, når det gælder fedme som risikofaktor.
Kaplan-Meier-kurverne [3] synes at divergere. Jævnfør dog også vor forsigtige udtalelse »kunne man meget vel«. At IRF forsøger at gøre sig til dommere over, hvad der er intetsigende eller ej, lader vi i stedet kompetente læsere afgøre.
Vi fandt, at Ugeskrift for Lægers læsere kunne finde interesse i denne information og selv evaluere, hvad der er relevant. Denne informationskilde overstiger i datamængde, hvad der er publiceret. Det skal anføres, at gennemgangen af studiet i en epistel publiceret i IRF's blad samt i dette læserbrev nu med reference til en hjemmeside (!), formentlig ej heller har været genstand for lege artis referentbedømmelse.
Sluttelig, med PROactive-studiet synes der åbnet muligheder for en mere direkte behandling af hjerte-kar-sygdom ved samtidig behandling af glykæmien. Fremtidige analyser og undersøgelser må dog afgøre, om dette reelt kan opnås.
Interessekonflikter: Se [1].
