Rosenbaum & Alberdi fremfører nogle af de samme synspunkter som i et tidligere indlæg vedrørende referenceprogrammerne for angst og depression. De anfægter primært randomiserede kontrollerede forsøgs særstilling som evidenskilde i forbindelse med psykoterapi, hvorved selve metoden til udarbejdelse af referenceprogrammer/kliniske praksisvejledninger og medicinske teknologivurderinger undsiges. Det er et standpunkt, som virker påfaldende ude af trit med interna-tionale strømninger og bestræbelser på gennem videnskabelig evidens at sikre patienterne den bedste behandling. Men der er tale om en kompliceret metodologisk diskussion med vidtrækkende konsekvenser, og den vil utvivlsomt vinde ved, at forfatterne fremfører deres kritik i en videnskabelig artikel.
