Skip to main content

> Svar:

Speciallæge Jens V. Bruun, Køge. E-mail: bruun@dadlnet.dk

3. nov. 2005
1 min.

Overlæge Knud Gade Freund (KGF) kritiserer mig for advarslen mod Elmslie-Trillat-operationen.

Men hvorfor kritiserer jeg den? Det er fordi, den laves mange gange uden den reelle fornødne indikation. Jeg er enig med KGF i, at Krogsgaards svar i alt væsentligt er godt, og jeg ser frem til at KGF møder op til SAKS-mødet (Society of Arthroscopic Knee Surgery) til debat om, hvordan vi skal stille os til denne og lignende patello-femorale problemstilling.

Jeg vil orientere om, at jeg har fulgt en del patienter med denne operation og artroskoperet dem senere. Det har KGF vel også, som han antyder. Bruskdefekterne er da meget tydelige hos dem, der bliver overkorrigeret, og det sker ikke sjældent. Jeg mener selv, at det i princippet er en god operation, når den er rigtigt lavet, men for ofte laves den ikke rigtigt, og så bliver det en katastrofe for patienterne.

Derfor skal den ikke laves, bare fordi den er let at lave, men teknikken bør forbedres og evalueres og derefter debatteres i et videnskabeligt forum.