Svar til fremtidens læger: Ulighed i sundhed skal ind i hele uddannelsen

Daniel Isufi & Kian Karimian beskriver noget, alle os, der uddanner læger, bør tage alvorligt: at den sværeste del af lægegerningen ofte begynder der, hvor behandlingen møder patientens sociale virkelighed. De har ret i, at ulighed i sundhed ikke er noget, der lægges oven på det kliniske arbejde. Det er en del af det. Og så længe vi uddanner, som vi hidtil har gjort, risikerer vi at uddanne læger, der kan diagnosen, men ikke har værktøj til det, der ligger uden om den.

Det er bl.a. derfor, vi på Aarhus Universitet har ændret studieordningen for medicinuddannelsen. Under overskriften »Bedre sundhed for alle« indgår ulighed i sundhed nu i flere kurser, fra bachelorens første semester til kandidatens sidste kliniske forløb.

Det meste af uligheden opstår uden for sundhedsvæsenet. Den formes i opvækst, skolegang, arbejde og økonomi, længe før patienten sætter sig i venteværelset, og den følger med ind i konsultationen. Isufi & Karimian beskriver, hvordan svingdørspatienter stabiliseres og sendes tilbage til de samme forhold, der gjorde dem syge. Det er dyrt for den enkelte og for et sundhedsvæsen, der behandler de samme mennesker igen og igen. Det er også derfor, sundhedsreformen flytter flere opgaver fra sygehuset til den praktiserende læge og kommunen.

De to unge læger har også ret i, at uligheden ikke kun findes i almen praksis og på de socialmedicinske afdelinger, men i alle specialer. Derfor kan det bio-psyko-sociale blik heller ikke begrænses til ét fag. Det hører hjemme der, hvor de studerende lærer at møde patienten: på første semester i sundhedspsykologi, hvor de interviewer borgere om deres møde med sundhedsvæsenet, og senere i klinikopholdene, i almen praksis og i deres egne projekter.

På kandidatuddannelsen har vi oprettet kurset »Arbejdsmedicin og samfundsmedicin«, hvor ulighed i sundhed er et gennemgående tema. Den arbejdsmedicinske del ser på, hvordan arbejdsforhold og miljø bidrager til uligheden. Den samfundsmedicinske del handler om, hvad man som læge konkret kan gøre for at afhjælpe ulighed hos patienter og pårørende. Lægens ansvar stopper nemlig ikke ved det biomedicinske, og det skal løftes sammen med patienten, de pårørende og andre sektorer.

I klinikken følger de studerende også socialsygeplejerskens arbejde. Og på kandidatens sidste semester eksaminerer kurset i almen medicin bl.a. i, hvordan man arbejder for lighed i sundhed.

At se mennesket i sin helhed, herunder de forudsætninger, patienten og behandleren hver især har, lærer man ikke kun fra en bog. Derfor arbejder vi på at bringe escape room-formatet »escape from inequity in health« ind i medicinuddannelsen. Her fører de studerende patientkarakterer med forskellige socioøkonomiske vilkår gennem et rehabiliteringsforløb og mærker, hvordan den samme sygdom rammer vidt forskelligt, alt efter hvilke forudsætninger man har. Formatet er tilpasset danske forhold af forskere på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, og bruges allerede på folkesundhedsvidenskab og i et tværfagligt valgfag.

Isufi & Karimian peger også på, at patienter tabes i sprækkerne mellem sygehus og kommune. De studerende får nu mere tid i almen praksis og det nære sundhedsvæsen. Og i uddannelses- og sundhedshuset SUND+ i Herning, hvor vi fra 2029 også udbyder kandidatuddannelsen i medicin, kommer de studerende til at dele hus med sygeplejerske- og radiografstuderende, tæt på kommunale sygeplejeklinikker og praktiserende læger. Dermed bliver det tværsektorielle en del af hverdagen.

Vi vil ikke påstå, at en studieordning i sig selv løser ulighed i sundhed. De kompetencer, Isufi & Karimian efterlyser, nemlig evnen til at kigge op fra journalen og spørge ind til det, der ligger uden for klinikken, kan man ikke eksaminere sig til én gang for alle. De skal holdes ved lige, også af de læger, der allerede er i systemet. Men vi kan sikre, at ingen forlader Aarhus Universitet som læge uden at have mødt den sociale virkelighed, patienterne står i.