> Svar: Vores kritik er relevant

Tak for reaktionen; den viser, at vores kritik er relevant, præcis og faglig.

Der er tre kritikområder: 1) spørgsmålenes relevans for patienterne, 2) spørgsmålet om patienternes oplevelse af »fejl« og 3) at forholde sig »kritisk«.

Ad 1) Her nævnes, at »det altid er relevant at inddrage patienten i et eller andet omfang«. Vores kritik tager ikke stilling til, om det er relevant at stille spørgsmålet; vi konstaterer blot, at der er relativt mange, der vælger ikke at besvare det. Den observation kan i sig selv føre til, at spørgsmålet revideres. Det fremføres, at konklusionen fra interview af »mere end 100 patienter« er, »svarkategorierne ikke har givet anledning til problemer for patienterne«. Det siges dermed, at svarkategorierne er uproblematiske. Vi siger, at de er problematiske, fordi de ikke anvendes. Derudover er det god forskningsskik at oplyse omfanget af manglende besvarelser, da det er væsentligt for tolkningen af det respons, som afdelingen skal forholde sig til fremover.

Ad 2) Her er en misforståelse. Fra LUP-2010 citeres: »Den væsentlige ændring i spørgsmålsformuleringen betyder, at resultaterne ikke kan sammenlignes med 2009, da det ikke er de samme spørgsmål, patienterne har svaret på«. Det er vi fuldstændig enige i, også fordi Merete Watt Boolsen er anledningen til det formulerede. Marie Fuglsang efterlyste i sin tid en forklaring på forskellen mellem de to forskellige tal for de to år; deraf diskussionen i LUP-2010. Imidlertid er hverken oplysningen om ændret spørgsmål eller videnskabelig reference medtaget i 2011- eller 2012-rapporterne, hvilket kan – såfremt man interesserer sig for udviklinger over tid – føre til fejlkonklusioner, såsom ændringer i faktisk adfærd, der i virkeligheden skyldes ændringer i spørgemetoden.

Ad 3) At forholde sig »kritisk« til egne undersøgelser vil i videnskabelig henseende sige, at den anvendte metodologi diskuteres og vurderes i forhold til eksisterende litteratur og viden med henblik på en kvalificering. Det har vi gjort, og vi konstaterer med tilfredshed, at nogle af vores forslag påtænkes implementeret.

Desværre kommenteres vores vigtigste kritik ikke. Grundlaget for LUP som handlingsanvisende instrument er utilstrækkeligt, fordi hverken målingsmodel eller spørgeskema tillader dette. LUP refererer patienternes subjektive vurderinger, som om der var tale om svar på objektive spørgsmål. I tilfredshedsbegrebet indgår forventninger (holdninger) og erfaringer (handlinger). I LUP er dette ikke målt, primært fordi patientens erfaringer ikke efterlyses.

Nogle af de anførte kommentarer om kommende eller påtænkte ændringer i LUP har vi i sagens natur ikke haft mulighed for at indarbejde i vores artikler, da der refereres til materiale fra 2013 – og vores empiri og artikler er fra 2012.