Sygehusenes kompleksitet rejser mange spørgsmål

Tiden står ikke stille - heller ikke i sundhedsvæsenet, der er blevet tiltagende komplekst med flere specialer, subspecialer og nu også ekspertfunktioner.

I 1977 foreslog Speciallægekommissionen en reduktion af grundspecialerne fra 32 til 21 med etablering af grenspecialer, men allerede 12 år efter var der 25 grundspecialer, 17 grenspecialer og et utal af uformelle subspecialiseringer samt ekspertområder. Forvaltninger i amter og hospitalsledelser har været igennem en ændring, således at de er blevet mere bredt sammensat. Afdelingsledelserne er dog stadig grundlæggende baseret på de principper, der har været gældende i sekler.

Sygehusene har, fra reelt at have været todelte enheder, udviklet sig til en stor og formentlig en af de meste komplekse arbejdspladser i vort samfund, samtidig med at den økonomiske omsætning er blevet enorm.

Stabsstrukturen har ligeledes ændret sig radikalt. Antallet af læger inden for de enkelte afdelinger er øget enormt. Alene i overlægegruppen er stigningen over 60% i perioden 1990 til 1999. Der er i samme periode set et opbrud i det traditionelle syn på hospitalernes overordnede ledelsesstruktur.

De meget store sygehuses ledelsesstyrings og organisationsmæssige problemer er forsøgt løst med centerdannelse, mens de mindre sygehuse har forsøgt at løse problemerne med fællesskab for flere afdelinger i form af funktionsbærende enheder med ledelsesmæssigt fællesskab for flere afdelinger. Denne udvikling giver grundlag for mange spørgsmål.

Er sygehus- og afdelingsbegrebet under ændring?

Vores traditionelle opfattelse af sygehuset er under stigende pres. Vi ser en ophævelse af den geografiske lokalisering med sammenlægning af en flerhed af sygehuse med varierende grader af specialisering.

Også på afdelingsniveauet er grænserne begyndt at flyde. Der dannes afdelinger på tværs af sygehusene og afdelings- konstellationer på tværs af specialer. Der er tale om forsøg på at sammenlægge forskellige specialer i enheder med fælles administration ikke kun lokalt på et sygehus, men også på tværs af geografien.

Dette har medført en del problemer, som har skabt konflikter og synliggjort, at identiteten med specialet er større end med sygehuset.

Udviklingen af flere specialer har styrket fagligheden i sygehusvæsenet, men har tilsyneladende haft en negativ betydning for fleksibiliteten. Specialeforløb er blevet bedre, men har dette betydet bedre patientforløb?

Hvad har stigningen i antallet af overlæger betydet for overlægebegrebet? Skal alle overlæger have en lederrolle, eller skal stillingsstrukturen ændres?

Udviklingen har medført, at et stigende antal overlæger oplever en tiltagende frustration over, at de ikke har opnået den lederrolle de stillede efter.

Afdelingerne opdeles i subspecialer og ekspertområder, med en ledelsesstruktur, der er en kopi af de overordnede traditionelle ledelsesformer, så sygehusvæsenet efterhånden ligner Europa i middelalderen, hvor kejserrigerne blev omdannet til utallige små kongeriger med deraf følgende opsplitning af ressourcerne og manglende fleksibilitet.

Jeg er bare en overlæge, der aldrig kom på LAK-kursus, men alligevel kan jeg fornemme, at ledelsen i sygehusvæsenet består af forskellige facetter. Kerneydelsen i hospitalsvæsenet er de lægelige ydelser, således at den faglige ledelse er af stor betydning for den professionelle opgaveløsning, hvor overlægerne er »patientforløbsledere«, altså ledere for en proces i højere grad end personaleledere.

Den administrative ledelse, har fået tiltagende stor betydning i forbindelse med at kompleksheden i sygehusvæsenet er øget. Der er her tale om en driftsopgave med økonomistyring, planlægning, personalepleje etc. Altså ikke traditionelle lægelige opgaver. Og udviklingsfunktionen med uddannelse af personale, fornyelse af behandlingen og strukturen, forskning og kvalitetssikring. Opgaver der er en kombination af de 2 øvrige ledelsesfunktioner.

Faglighed er nok ikke nok

Det er derfor vigtigt at vi debatterer ivrigt, åbenlyst og struktureret om disse emner for at vi med styrke kan gå ind i/imod/i front i den hastige udvikling, der allerede er i gang, og som vil fortsætte, uanset at der er mange der stadig mener, at det var bedre i de gode gamle dage. Men snart er i morgen de gode gamle dage, så det er vigtigt at vi alle er rustet til at tage del i skabelsen af vores egen fremtid, inden andre tager beslutningerne uden os.