Sygehusenes kvalitetsmodel er dumpet

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

D agbladet Politiken beskrev i slutningen af juni, hvordan en stor del af patienterne på de psykiatriske afdelinger i hovedstaden har fået antipsykotisk medicin i doser, der langt overskrider afdelingernes egne vejledninger. Flere afdelinger har desuden indført en ny behandling med et beroligende præparat, uden at der er udarbejdet vejledninger i brugen af midlet, og hvor behandlingen ifølge Region Hovedstaden har »sat patientsikkerheden på spil«.

Da dette kom frem, tog både de politisk og de administrativt ansvarlige i regionen skarpt afstand fra den behandlingspraksis, og embedslægerne er nu i gang med at undersøge forholdene.

Skældt ud og rost

Men et andet meget opsigtsvækkende forhold i sagen ligger et helt andet sted. For de selv samme centre, som nu får skældud for at sætte patientsikkerheden på spil, blev godkendt og rost af de instanser, som Region Hovedstaden har sat til at kontrollere kvaliteten. Ikke kun én, men hele to gange.

Sidste år var det Joint Commission, som godkendte psykiatrien uden anmærkninger, hvilket er et resultat, der ikke opnås nemt. Og i foråret, mens debatten om behandlingspraksis rullede internt på nogle af centrene, fik psykiatrien en tilsvarende flot godkendelse af Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM).

Mange vil nok spørge, hvad man kan bruge disse kvalitetssystemer til, når de ikke er i stand til at opfange noget så grundlæggende som vedvarende brug af medicin i doser, der overskrider egne instrukser, og indførelse af en helt ny behandlingsform uden vejledning.

Men det skal man slet ikke bekymre sig om, fastslår direktøren for DDKM, Jesper Gad Christensen. I både Ugeskrift for Læger og Politiken forklarer han, at man med kvalitetsmodellen ikke kan holde øje med hver eneste behandling på sygehusene: »Vi går ikke ud på sygehusene og tjekker, om alle patienters journaler er korrekt ført, eller om alle sygeplejersker har rene negle«, lød det bl.a.

Men i den konkrete sag var der netop ikke tale om enkeltstående hændelser. Der var tværtimod tale om en systematisk behandlingspraksis, som bl.a. havde til formål at nedbringe brugen af tvang. Hvis kvalitetsmodellen ikke kan opfange dette, vil jeg til enhver tid hævde, at modellen er dumpet.

Kvalitetsmodellen er kontrol

Jesper Gad Christensens anden bortforklaring går ud på, at kvalitetsmodellen alene er et redskab, som sygehusene selv skal bruge, og at det vil føre til alt for megen kontrol, hvis kvalitetsmodellen og de udsendte repræsentanter også skulle holde øje med medicineringen.

Dermed nægter DDKM-chefen at forholde sig til den kritik, som Overlægeforeningen gennem lang tid har rejst. Sagen er, at man med kvalitetsmodellen faktisk forsøger at kontrollere, hvad der foregår på sygehusene. Man har bare besluttet at måle meget på alt det, der ikke handler om den direkte behandling. Man tjekker groft sagt medicinens vej ind i medicinskabet, men ikke medicinens vej fra læge til patient.

Konsekvenserne af dette valg er nu blevet skåret ud i pap for patienter og offentlighed: Det blå stempel fra Den Danske Kvalitetsmodel siger i realiteten intet om kvaliteten af den behandling, patienterne får.

Tusindvis af timer

Jesper Gad Christensens tredje bortforklaring lyder, at man slet ikke har resurser til at undersøge kvaliteten af behandlingen. Det er muligt. Men det skyldes jo igen, at man primært har valgt at fokusere på alle mulige andre forhold. Med den konsekvens, at man tvinger personalet til at bruge tusindvis af timer på at kontrollere og dokumentere forhold, som i vid udstrækning er sekundære.

Sagen om overmedicineringen i hovedstadens psykiatri viser, at det haster med at få ændret vores kvalitetssystemer, så de i langt højere grad sikrer, at patienterne får den rigtige behandling. Den proces er ikke simpel, men i Overlægeforeningen vil vi gøre, hvad vi kan, for at få arbejdet på det rette spor - med eller uden DDK.