Sygehuses ansvar for at yde lægefaglig forsvarlig behandling

Læger har efter autorisationsloven ansvar for at yde en behandling, der som minimum er lægefaglig forsvarlig. Lægers mulighed for at udføre behandlingen fagligt forsvarligt afhænger imidlertid i ikke ringe grad af de resurser, der er til rådighed. Højesteret har i en ny dom taget stilling til sygehusenes ansvar for at tilvejebringe de resurser, der er nødvendige, for at læger kan efterleve autorisationslovens krav om forsvarlig lægefaglig virksomhed. Højesteret stadfæster med dommen en praksis, hvorefter der skal sondes mellem sygehusets ansvar, skader, som skyldes udført behandling, og skader, som skyldes manglende tilbud om behandling.

Det følger af dommen, at Regionsrådet har stor frihed til uafhængigt af de lægefaglige krav til forsvarlighed at prioritere sygehusvæsenets opgaver.

NETHINDEDOMMEN

Dommen i U 2008.2813 H omhandler sygehusets ansvar for tab af syn som følge af manglende akutberedskab. Dommen vedrører en patient, der af egen læge var blevet henvist akut til et sygehus på mistanke om nethindeløsning. Patienten blev indlagt fredag eftermiddag, samme dag han var henvist af lægen. Der var på sygehuset ikke etableret et akutberedskab med mulighed for at gennemføre operation for nethindeløsning i weekenden. Patienten blev derfor først behandlet den følgende mandag. Han fik ved indlæggelsen konstateret en højresidig nethindeløsning tæt ved fovea, og der blev ordineret tungt sengeleje. Patienten blev på andendagen (søndag) tilset af den opererende læge, der konstaterede, at nethinden havde løsnet sig yderligere og hang ned over det centrale synsfelt, uden at det var muligt at afgøre, om nethinden havde løsnet sig helt.

Patienten blev opereret på tredjedagen, hvor det af journalen fremgik, at nethinden havde løsnet sig fra øjets centrum. Højesteret fastslog i dommen, at betingelserne for erstatning ikke var opfyldt, og bemærkede, at det er et politisk-økonomisk spørgsmål, i hvilket omfang der skal være et akutberedskab til operation af nethindeløsninger i weekender.

Patientens advokat gjorde under sagen gældende, at patienten burde havde været kontrolleret løbende, og da nethindeløsningen udviklede sig hurtigt, burde sygehuset have undersøgt muligheden for, at operationen kunne være gennemført på et andet sygehus. Højesteret skulle i sagen således tage stilling til den faktisk udførte behandling. Højesteret lagde til grund for dommen, at det i almindelighed ikke var muligt at foretage operationer for nethindeløsninger på andre sygehuse i weekender, og at der ikke var en generel anerkendt praksis om henvisning af patienter til en anden øjenklinik til operation i weekender. Det kunne herefter ikke anses for at være en fejl, at muligheden for at overføre patienten til et andet sygehus ikke blev undersøgt.

Der var således ikke andre behandlingsmuligheder end tungt sengeleje forud for operationen, og det var derfor ikke en »fejl«, at patienten ikke løbende blev kontrolleret, idet undersøgelserne ikke tjente noget formål.

Højesteret tog i dommen samtidig stilling til sygehusets ansvar for manglende tilbud om behandling, idet Højesteret i dommen fastslår, at »det er et politisk-økonomisk spørgsmål, i hvilket omfang der skal være et akutberedskab til operation af nethindeløsninger i weekender«.

DOMMENS KONSEKVENSER

Det følger af dommen, at læger til enhver tid har ansvar for at handle lægefagligt forsvarligt, og at, hvad der er lægefagligt forsvarligt, beror på de resurser, der er til rådighed. Højesteret lægger i dommen til grund, at det lægelige tilsyn under de givne forhold var lægefagligt forsvarligt, idet der ikke var andre behandlingsmuligheder end tungt sengeleje forud for operationen.

Læger har herefter ikke ansvar for skader, der sker, hvor det på grund af manglende resurser ikke er muligt at tilbyde en behandling, der lever op til normerne for, hvad der er lægefagligt forsvarligt. Spørgsmålet er herefter, i hvilken udstrækning sygehuset har ansvar for at tilvejebringe de resurser, der er nødvendige, for at læger kan handle lægefagligt forsvarligt?

Sygehusansvaret er traditionelt fortolket som et ansvar for at tilføre sygehuset de resurser, der er nødvendige, for at sygehuset generelt kan holde en standard, der er lægefaglig forsvarlig. Et ansvar, der er fortolket som værende et ansvar for at tilbyde patienterne behandling inden for en ventetid, der som minimum er lægefaglig forsvarlig.

Dommen vedrører resursebetingede skader, og Højesteret stadfæster med dommen en praksis, hvorefter der skal sondres mellem ansvar for skader i forbindelse med udført behandling og skader, der vedrører manglende tilbud om behandling. Der kan ud fra dommen sluttes, at sygehuset har ansvar for at tilvejebringe de resurser, der er nødvendige for, at den udførte behandlingen lige akkurat er lægefaglig forsvarlig. De lægefaglige krav til forsvarlighed er imidlertid relative, idet de afhænger af de givne forhold. Højesteret lægger således til grund, at det udførte tilsyn var lægeligt forsvarligt, idet en løbende kontrol med patientens synstab under de givne forhold ikke tjente noget formål. Højesteret tager i dommen samtidig stilling til sygehusets ansvar for ikke rettidigt at tilbyde patienten nødvendig lægelig behandling. De lægefaglige krav til forsvarlighed indgår imidlertid ikke i domstolenes prøvelse af sygehusets ansvar for ikke at have etableret det fornødne akutberedskab. Det er ifølge dommen et politisk-økonomisk spørgsmål, i hvilket omfang der skal være et akutberedskab. Regionsrådet har dermed stor frihed til, uafhængig af de lægefaglige krav til forsvarlighed, at prioritere, hvilke sygehusopgaver, der skal løse og inden for hvilken tid.

BEHOV FOR NYE KLAGEREGLER

Der er med få undtagelser ingen regler, der pålægger sygehuset at tilbyde en bestemt behandling med en bestemt kvalitet inden for en bestemt tid. Den frihed Regionsrådet har til at prioritere sygehusvæsenets opgaver er i forslag til et nyt klagesystem ikke fulgt op af regler, som giver patienterne mulighed for at klage over skader, der skyldes manglende resurser. Patienterne kan som noget nyt klage over det samlede behandlingsforløb.

De nye klageregler omfatter imidlertid ikke skader, der skyldes manglende resurser. Den manglende klageadgang indebærer, at det ansvar, Regionsrådet har for at varetage sygehusvæsenets opgaver, ikke skydes højere op i det administrative hierarki og dermed nærmere de instanser, der har mulighed for at påvirke forudsætningerne for sygehusvæsenets prioritering.

Med forslaget til nyt klagesystem, har man dermed effektivt slået benene væk under enhver forestilling om mere håndfaste krav om ret til sygehusbehandling på et vist niveau og under visse betingelser.

Interessekonflikt: Tilknyttet Lægeforeningens ansvarsudvalg