Skip to main content

Tag smertepatienter alvorligt!

Journalist, ryg- og smertepatient Karen Hyldgaard Johansen, Århus. E-mail: hyldgaard.johansen@mail.dk

31. okt. 2005
4 min.

Forleden lyttede jeg på nettet til et P1-program fra den 28. februar, hvor journalist Jens Gaardbo havde en samtale med neuropsykologen Lise Ehlers fra Århus. Samtalen handlede om Lise Ehlers' påstande om, at mænd opfinder sygdomme til kvinder, og at kvinder vælger sygdom og pension for at slippe for kravene på arbejdsmarkedet.

Problemet med Ehlers er ikke så meget hendes holdninger, men hendes mislykkede kommunikation i forsøget på at solidarisere sig med patienter med bl.a. kroniske smertetilstande. I mine øjne opnår hun det stik modsatte, da hun stigmatiserer kvinder og smertepatienter generelt med de anklager, hun fremkommer med i sine bøger, foredrag og inter- views.

Hun mener bl.a., at kroniske smertetilstande ikke findes - undtagen i hovedet på kvinderne. Men de kan ikke gøre for det, ubevidste som de er, putter de symptomer og smerter ned i kroppen, fordi de ikke kan klare at se realiteterne om et dårligt liv i øjnene.

På ironisk vis ser det ud til, at Lise Ehlers har ret i, at kroniske smerter sidder mellem ørerne. De sidder bare ikke i psyken men i centralnervesystemet, og det er noget ganske andet.

Og lige dér skilles vandene, for Ehlers vil ikke åbne op og se trætheds- og smertetilstande som noget bredere med måske mange årsager bag.

Endnu mangler meget forskning for at finde forklaringen om disse smertetilstande, men ydmyghed over for manglende viden tæller ikke i Lise Ehlers' univers.

I stedet anklager hun kvinder for at doktorshoppe i håb om at finde en »modelæge«, som vil lave en erklæring, så kvinderne kan få pension og dermed slippe for at gå på arbejde. »Og når de først har fået pension, hører lægerne aldrig mere fra dem«, siger Ehlers.

Det er en grov og udokumenteret beskyldning, og den er simpelthen ikke rimelig at rette mod syge mennesker og det sundhedspersonale, som laver erklæringerne.

På forunderlig vis blev der samme dag som P1-udsendelsen publiceret et anderledes opløftende indlæg i Ugeskrift for Læger. Under overskriften »Min mening om lægers ansvarlighed i et atomiseret sundhedsvæsen« skriver overlæge Jørgen Riis Jepsen fra Arbejdsmedicinsk Afdeling i Esbjerg om, hvordan han mener, at speciallægerne svigter både patienter og de praktiserende læger, når det drejer sig om patienter, hvor man ikke kan få en ordentlig diagnostisk afklaring - altså fx smertepatienter med problemer i bevægeapparatet.

Her er et par citater fra Jepsens indlæg:

»Sådanne forløb mangler bred læge(tvær)faglighed og sund fornuft. Selv når en erfaren læge kan se, at patienten er syg, fremgår det ofte slet ikke. Snarere signaleres det modsatte: »Der findes intet abnormt« (inden for specialets område). Det i parentes medtages sjældent, og afhængig af forudsætninger kan lægers responsa tolkes som, at patienten ikke er syg, selv om den praktiserende læge ved, at det er tilfældet. Det er jo derfor, at han har ønsket hjælp fra sine kolleger«.

»Findes patienten syg, uden at tilstanden kan præcist vurderes, kunne det jo skrives og begrundes - selv uden en eksakt diagnose. En sådan ydmyghed ses sjældent, ikke mindst fra speciallæger, men udtrykker en ansvarlighed i forhold til patienten og kan næppe mistolkes. Kunne læger uanset speciale bidrage med en bred faglighed, som også rækker ud over eget speciale? Kunne alle føle ansvar for de fælles patienter i stedet for at melde hus forbi?«, spørger overlægen.

Tak Jørgen Riis Jepsen for din ægte solidaritet, respekt og omsorg for en gruppe af mennesker, som trænger til at blive taget alvorligt og mangler en behandling og et skub i en helt anden retning, end den, de får i amterne i dag. Patienter med diffuse symptomer og smerter bliver helt åbenlyst ikke taget alvorligt af politikerne, for de må vente meget længe på en god tværfaglig behandling, hvis de overhovedet kan blive henvist til en sådan. Men også de praktiserende læger bliver ladt i stikken ved ikke at give lægerne et sted at henvise patienterne til.

I Herlev, Odense og Ålborg har politikerne etableret et tværfagligt smertecenter, der bygger på en helhedsbehandling, men der er desværre alt for lang ventetid for kroniske smertepatienter. Jeg spørger bare politikerne: Hvornår begynder I at tage smertepatienter alvorligt?