Content area

|

Tal ordentligt

Forfatter(e)
Jesper Frank Andersen, stud.med. Jesper_frank@live.dk

Vi befinder os på Groote Schuur Hospital i Cape Town, og dagens stuegang er netop begyndt.

En homogen masse bestående af læger med løsthængende stetoskoper trasker fra seng til seng på de monstrøst store stuer. Med undertegnede placeret i periferien, diskuterer lægerne patienten, hvorefter den øverste i hierarkiet kvitterer med en håndfuld koncise instrukser. Optoget bevæger sig herefter stringent videre til den næste krop i rækken.

Under mit klinikophold på ovenstående hospital oplevede jeg, at de sydafrikanske læger på mange områder er kompetente til op over begge ører. Deres faglige niveau er skræmmende højt og kliniske blik eksemplarisk. En ting er dog tilsyneladende blevet glemt: lysten og evnen til at kommunikere ligeværdigt med patienterne. Afstanden mellem behandler og den behandlede var enorm og manglen på patientinddragelse ofte næsten komisk absurd.

De negative konsekvenser af dette er åbenlyse. Behandlingsalliancen svækkes, patienterne marginaliseres, og lægens egenopfattelse af magt forvrænges qua umyndiggørelsen.

Heldigvis er vi på dansk jord milevidt fra denne anakronistiske tilgang, men opholdet fik mig til overveje, om vi har fokus nok på dette aspekt af lægegerningen, som, hvis udført ordentligt, afføder en myriade af gavnlige effekter såvel behandlingsmæssigt som medmenneskeligt. Vi bryster os af patientcentreret kommunikation og at have gjort op med fortidens hegemoni, men er det korrekt?

Jeg har mødt læger, som var fremragende kommunikatorer, men også nogle, der bestemt ikke var, og jeg synes, at vi ofte tager formidlingens kunst lidt for givet og gemmer os bag floskler vedrørende andres specialers manglende evner.

Modsat kliniske retningslinjer og velafprøvede behandlingsmetoder er kommunikationen umådelig svær at mestre, men på trods af dette må den ikke negligeres. Jeg oplever for sjældent læger rose eller konstruktivt kritisere hinanden i situationer, hvor disse evner sættes på spidsen, hvilket er ærgerligt, da dyrebart udviklingspotentiale går tabt.

Udover skærpelsen af egne evner synes jeg også, der burde fokuseres mere på evalueringen af de medicinstuderendes kommunikation, når denne praktiseres i kliniske rammer. Jeg tror, at der er et betydeligt udbytte at hente i en debriefing i direkte forlængelse af selve patientsamtalen, således at de teoretiske forelæsninger ikke står alene.

At vi regredierer til sydafrikanske tilstande, er lidet sandsynligt, men mindre er heller ikke ønskværdigt, så nuværende og fremtidige læger, husk nu kommunikationen. Det er ikke et kirsebær på toppen af en ellers forbilledlig behandling, men en livreddende egenskab.

Blad nummer: 

Right side

af Gert Frank Thomsen | 17/02
1 Kommentar
af Kaare Rossel | 17/02
1 Kommentar
af Niels Rokkjær | 16/02
1 Kommentar
af Niels Egund | 15/02
2 kommentarer
af Astrid Hanna M. Schulze | 14/02
1 Kommentar
af Jens Gram-Hansen | 11/02
3 kommentarer
af Poul Erik Rørbæk | 11/02
1 Kommentar