Talegenkendelse - vil sinke arbejdet på Patologisk Institut i Aalborg

I reportagen fra Røntgenafdelingen på Vejle Sygehus i Ugeskrift for Læger den 24. november 2003 (165: 4672-5) blev det beskrevet, hvordan et system til talegenkendelse udviklet af firmaet Max Manus betød en reduktion af svartiden på op til fire døgn.

Patologisk Institut i Aalborg har gennem mere end to år (ultimo 2001 til primo 2004) arbejdet med et såkaldt it-fyrtårnsprojekt under Det Digitale Nordjylland med titlen »tale-genkendelse integreret på Patologisk Institut«, hvis overordnede formål var »udnyttelse af informationsteknologi til rationalisering af arbejdsgang i forbindelse med diagnostisk arbejde«, og hvis konkrete delmål var: 1) hurtigere besvarelser af undersøgelser, 2) højere kvalitet i besvarelser, 3) ressourcebesparelser på sekretærområdet og 4) mere afvekslende arbejde for sekretærer.

Projektet var delt op i flere faser. De første faser var at udvikle en dansksproget talegenkender til patologisk anatomi. Det lykkedes, og der findes nu en velfungerende talegenkender hos Max Manus. De næste faser var at integrere talegenkenderen i patologisystemet fra firmaet B-data. Det lykkedes ikke trods store anstrengelser med brug af mange ressourcer i lang tid fra såvel Patologisk Institut, Max Manus som B-data.

Projektevalueringen blev gennemført af Aalborg Universitet ved Afdelingen for Kommunikationsteknologi, og i rapporten, som kan hentes/downloades frit på følgende URL: http://kom.auu.dk/~lbl/DDN-evalueringsrapport/ er konklusionen:

• med det software, som talegenkendelsen benytter, og som patologisystemet benytter, kan man aldrig opnå en let, sikker og hurtig rytme fra lægediktat til færdigt skriftligt svar

• talegenkendelse er som forventet ikke hurtigere for lægerne, som er ressourcemangel

• talegenkendelse er tidskrævende for sekretærerne, som ikke får den forventede tidsbesparelse, og som samtidig får et dårligere arbejdsmiljø

• talegenkendelsen fjerner måske nogle identifikationsproblemer (mellem patient, præparat, tekst og diagnose) og tilføjer med sikkerhed nogle nye identifikationsproblemer

Den korte konklusion er, at i den udformning, som talegenkendelsen har i projektet, kan man ikke anbefale talegenkendelse som værktøj.

At talegenkendelse åbenbart duer på Røntgenafdelingen i Vejle kan meget vel forklares ved, at talegenkendelsen i Vejle er velintegreret Kodaks røntgensystem, medens det ser ud som om, at talegenkendelse ikke kan integreres i B-datas nuværende patologisystem.