Tålmod og hovmod

Under juleandagten i 2019 (den blev jo aflyst i år) på Rigshospitalets Neonatalklinik talte præsten om tålmod, det tålsomme mod. Patientens lod. Patience = tålmodighed.

På Neonatalklinikken ved vi ikke, om patienterne er tålmodige, selvom de meget små nyfødte børn tåler mere, end man skulle tro, når man ser dem ligge der i kuvøsen. Det er livskraftens gave, så meget er sikkert.

Juleandagten handlede selvfølgelig om det, som ikke er sikkert, dels om juleevangeliet, om mere eller mindre tålmodig venten på Guds komme, dels om forældrenes mere eller mindre tålmodige venten på deres barns helbredelse og udskrivelse.

Præsten, Christian Busch, talte om den sproglige forbindelse mellem tålsomhed, tålmod og tålmodighed og fik mig til at forstå, at lige der, i den passive tilstand, kræves et mod, et mod til at vente og et mod i at holde ud. Jeg vidste det jo godt, jeg havde bare ikke set det klart. Jeg havde ikke set forældrenes mod. At tålsomhed udtrykker et stort mod.

Men der er andre former for mod.

Og jeg tænker på hovmod, når jeg læser om nogle kollegers kamp for forbud mod omskæring af drenge. Et forbud mod at omskårne mænd og familier lader deres egne sønner omskære. Et hovmod, som efter min mening må komme fra en overbevisning om vores egen kulturs overlegenhed. Gennem en udlægning af menneskerettighederne, som har fællestræk med andre kultures udlægning af religiøse tekster. Et forbud får en næsten objektiv karakter af nødvendighed. Netop der hvor moral forveksles med etik.

Jeg tænker fagligt hovmod, når jeg læser om danske lægers afvisning af lokalanæstesi. Ikke fordi jeg er fan af amerikansk kultur, men jeg mener, at det maner til eftertanke, at man kan læse om lokalanæstesi som en god mulighed f.eks. på Boston Children’s Hospitals hjemmeside eller Mayo Clincs hjemmeside. Det er jo institutioner, vi ellers respekterer.

Jeg ved, at vi i Danmark har høje ambitioner mht. anæstesi og smertebehandling. Men for mig tyder det på, at danske læger er for sikre på at have set lyset.