Der kommer en dag efter krisen, hvor vi skal samle erfaringer op, og hvor vi skal indlejre alt det, vi lærte i nøden, og bruge det, når fremtidens sundhedsvæsen skal planlægges, skriver Frede Olesen.
I skrivende stund udvikler COVID-19-katastrofen sig dag for dag. Al epidemiologisk grundlærdom trækkes frem fra hukommelsen, og et næsten skræmmende antal spørgsmål melder sig. Kan smitten inddæmmes? Vil samfundets afdæmpningsstrategi med social udtynding og adskillelse samt befolkningens inddæmningsstrategi med frivillig karantæne ved sygdom lykkes og trykke transmissionsfaktoren under 1, så epidemien dæmpes eller dør ud? Kan vi komme tilbage til en formel myndighedsstyret inddæmning med individuel smitteopsporing efter sporadiske sygdomstilfæde? Eller vil epidemien under alle omstændigheder løbe indtil flokimmunitet, nye behandlingsstrategier og en eventuel vaccine kommer os til undsætning, og hvad bliver omkostningen i form af mortalitet, morbiditet og kriseinduceret økonomi- og velfærdstab?
I det scenarie er der grund til at grave lidt optimisme frem. Vi lever i et fantastisk samfund i Danmark, hvor sundhedsmyndigheder, regering og politiske partier står sammen og handler fagligt og økonomisk resolut og rettidigt, når det gælder - i international sammenhæng ikke nogen selvfølge. Kæmperespekt for det!
Sammen med en sundhedsfaglig epidemi løber også ofte en svær epidemi af misinformation og falske nyheder. Under Sundhedsstyrelsens klare ledelse har vi næsten undgået dette. Se mod andre store lande; det er ikke nogen selvfølge!
Vore regioner har handlet resolut, proaktivt og kompetent og har forberedt sig på det værste – alt imens vi håber, at alle iværksatte handlinger forebygger det værste. Også glædeligt.
Kan vi håbe, at krisen endda kan blive os til gavn i sundhedsvæsnet? Uden nogen form for sammenligning husker jeg yngre lægers strejke for mange år siden. Sygehusene var i knæ, men en masse kreativitet og konstruktiv tænkning om andre måder at tilrettelægge indsatsen på så dagens lys.
Vi ser ansatser til det samme nu. Etablering af videokonsultationer og Skype møder med tilhørende aftaler faldt lynhurtigt på plads. Sygehuspersonale vurderer nu kritisk behovet og marginalgevinsten ved mange planlagte kontroller. Personalet udviser en enorm fleksibilitet med hensyn til at hjælpe hinanden på tværs af afdelinger og formelle kompetencer. Man iværksætter lynhurtigt oplæringsprogrammer og sidemands genoptræning. Ros!
Der kommer en dag efter krisen, hvor vi skal samle erfaringer op, og hvor vi skal indlejre alt det, vi lærte i nøden, og bruge det, når fremtidens sundhedsvæsen skal planlægges.
Tanker om reformer blev udskudt af biologiens drama. Men vi får brug for alt det, vi nu lærer om sammenhold, kreativitet, forandringsvillighed, beslutningskraft og samarbejde, når vi er på den anden side af katastrofen.
Tak til politikere, til myndigheder og til en veloplyst befolkning, som lever i et af verdens smørhuller!
