Tanker omkring fireårsreglen – hvorfor finder vi os i den?

På et kommunikationskursus for nylig fik vi undervisning af en psykolog. Hun fortalte om studier, der viste, at folk, der ikke følte, de havde indflydelse over deres liv og følte sig tvunget ud i beslutninger, de ikke følte, de var herre over, var de mennesker, der følte sig mest stressede og magtesløse og ofte endte ud i en depression. På fagsprog hedder det slide vs. decide. Glider man hjælpeløs mellem beslutningerne i livet, med følelsen af manglende kontrol over tilværelsen, eller er man i stand til aktivt at træffe beslutninger, så man føler, man har indflydelse på og er herre over sit eget liv?

Magtesløshed

Lad den lige synke ind. Mit gæt er, at de fleste yngre læger, der påvirkes af fireårsreglen kan nikke genkendende til følelsen af magtesløshed og manglende indflydelse på eget liv. Politikerne ser ikke problemet – hvis en læge falder for fireårsreglen, kan vedkommende vælge et andet, mindre kompetitivt speciale med ledige hoveduddannelsesstillinger. Et speciale, som måske slet ikke interesserer én – men som man alligevel skal arbejde med resten af livet. Måske skal lægen endda rykke hele familien op og flytte til den anden ende af landet. Hele systemet er baseret på at tvinge lægen til noget, vedkommende ikke har lyst til. Dét er om noget slide og ikke decide! Der er ikke plads til medindflydelse over eget liv – hvis man vil blive speciallæge i Danmark, må man finde sig i det og gøre som der bliver sagt.

Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at fireårsreglen er urimelig, ikke tjener sit formål og forringer vores livskvalitet betydeligt. Når det er sagt, undrer jeg mig over, at vi fortsat finder os i den. Vi brokker os indbyrdes og er generelt enige i vores utilfredshed. Men hvorfor gør vi ikke noget ved det? Vores forening har i flere år forgæves forsøgt at få afskaffet reglen med diverse forhandlinger. Senest har der været snak om enkelte lempelser, som ærlig talt ikke gør nogen forskel. Hvorfor kan Lægeforeningen f.eks. ikke arrangere en strejke eller demonstration mod reglen? Sygeplejerskerne gør det, lærerne gør det – hvorfor kan vi ikke gøre det, når vi får serveret noget så urimeligt og begrænsende – som nærmest er et hån mod vores ret til selvbestemmelse?

At tale sin sag

Jeg ved ikke, om løsningen er strejke, demonstration eller noget andet. Jeg ved bare, at det, vi har gjort hidtil, ikke har virket. Der er kritikere, som mener, at en strejke/demonstration ikke er svaret, da det vil fremstille os som forkælede i offentlighedens øjne. Men det er for så vidt ikke vigtigt, hvordan offentligheden opfatter det. Der er f.eks. mange, der mener, at lærerne har fine arbejdsvilkår og ingen grund til at brokke sig. Alligevel har lærerne for nylig gjort opmærksom på deres sag og fået en del taletid i det offentlige rum. Lige meget om nogen synes de er »forkælede«, så er de blevet hørt. På samme måde mener jeg, at vi skal have taletid i det offentlige rum og forklare konsekvenserne af reglen for os, så alle kan forstå det. Skulle der være nogen, der ser os som forkælede, hvilket jeg tvivler på, er det knap så vigtigt som det at få budskabet ud, især til politikerne. Men det allervigtigste er at gå fra at være hjælpeløse tilskuere, til at handle aktivt og rent faktisk gøre noget – i stedet for bare at brokke os indbyrdes. Slide vs. decide igen. Og allerede dér vil vi have vundet rigtig meget!

Fri vilje

Jeg har flere gange forsøgt at kontakte Yngre Læger/Lisbeth Lintz og forhøre mig om grunden til, at vores forening ikke arrangerer en demonstration eller strejke. Jeg har endnu ikke fået svar, hvilket er kritisabelt. Jeg kender ikke årsagen til deres manglende respons, men jeg står tilbage med mit oprindelige spørgsmål – hvorfor finder vi os i det?

Fireårsreglen begrænser vores frie vilje og fjerner retten til selvbestemmelse over eget liv. Den nedsætter livskvaliteten og øger risikoen for stress og depression. Hvordan i alverden kan det danske sundhedssystem byde sine læger disse vilkår?

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

>Svar: Vi finder os ikke i den!

Azadeh Houshmand spørger i sit debatindlæg om, hvorfor vi finder os i den – fireårsreglen. Svaret er: Det gør vi heller ikke.

Yngre Læger har været imod reglen fra dag 1, og det er vi stadig. Og vi vil blive ved med at arbejde med problematikken, indtil vi får reglen afskaffet, suspenderet eller afløst af noget mere fornuftigt.

Som Azadeh også selv skriver, finder vi os ikke bare i fireårsreglen. Yngre Læger arbejder intenst med at få reglen afskaffet. Indtil videre har det resulteret i en række lempelser, der har hjulpet nogle af de kolleger, der ellers ville være faldet for reglen i 2012 og her i starten af 2013. Lempelser, der bl.a. gør, at det ikke længere er et krav, at man starter sin hoveduddannelse inden for fire år, stillingen skal bare vær slået op, og - ser det ud til – man kan søge hoveduddannelse i specialer med ledige hoveduddannelsesforløb, selvom man har overskredet fristen på de fire år.

Jeg har tidligere sammenlignet effekten af disse lempelser med et Hello Kitty-plaster på en multitraumatiseret patient. Det er langtfra nok, men et skridt i den rigtige retning. Lempelserne løser ikke det grundliggende problem, at potentielt kvalificerede læger ikke kan få lov til at uddanne sig til speciallæger i Danmark.

Azadeh foreslår, at vi demonstrerer for at skabe opmærksomhed om reglen. For mig at se er det ikke den slags opmærksomhed, vi har brug for.

Vi arbejder benhårdt på at få en løsning, og eftersom reglen er en del af en bekendtgørelse, skal løsningen findes via det politiske system, enten ved at sundhedsministeren selv vil ændre på bekendtgørelsen, eller ved at et flertal i Folketinget pålægger hende at gøre det.

Vi er løbende i dialog med sundhedsordførerne bredt i Folketinget, både om de negative konsekvenser af reglen og om at få den suspenderet og allerhelst afskaffet. Der er lydhørhed, og vi har indflydelse. Seneste nyt i udviklingen er, at der nu bliver indkaldt til en forespørgselsdebat i Folketinget om fireårsreglen – det er netop her, at et flertal i Folketinget kan pålægge ministeren en løsning.

Azadeh skriver »det allervigtigste er at gå fra at være hjælpeløse tilskuere, til at handle aktivt og rent faktisk gøre noget«.

Jeg er helt enig, og vi finder os heller ikke bare stiltiende i reglen. Vi kæmper videre, så længe det er nødvendigt, og jeg deler frustrationen – både over reglen og over den mangelfulde ageren fra sundhedsministerens side.

Lisbeth Lintz, formand for Yngre Læger. E-mail: lintz@dadlnet.dk

INTERESSEKONFLIKTER: ingen