Skip to main content

Tarme med charme – alt om et undervurderet organ

Bogen er skrevet af Giulia Enders (født 1990), som er ph.d. og forsker ved Institut für Mikrobiologie und Krankenhaushygiene i Frankfurt am Main. Selve bogen er illustreret af forfatterens søster.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

1. reservelæge Jeanette Haar Ehlers

13. maj 2015
2 min.

Bogen er skrevet af Giulia Enders (født 1990), som er ph.d. og forsker ved Institut für Mikrobiologie und Krankenhaushygiene i Frankfurt am Main. Selve bogen er illustreret af forfatterens søster. Forfatteren har angiveligt siden barndommen været fascineret af tarmene og hele maskineriet, som det involverer.

Forfatter: Giula Enders Forlag: People’s Press. 2015. Sider: 287. Pris: 199,95

Første kapitel har afsnittet: Hvad sker der, når man skider … og hvorfor er det værd at undersøge nærmere? Så ved man, at man er i gang!

Ifølge Enders er sandheden om tarmen langt fra den opfattelse, som de fleste af os har, om at det bare er en elevatorskakt ned til kloakken. Hun skriver, at de fleste tænker på tarmen med en idé om, at den bare kan gå på lokum og ikke andet. At den ellers bare ligger dovent henslængt i maven og nøjes med at slå en prut i ny og næ.

Det overordnede formål med bogen er på en humoristisk måde at gøre tarmen mere prestigefyldt. At tarmen kan få en plads på linje med hjertet og hjernen, måske endda højere, da der er organismer uden hjerne, som ikke kan undvære mave-tarm-system (såsom søpungen).

Man mærker forfatterens stærke beundring for tarmen, men der er ikke særligt mange solide fakta på bordet. Det er meget opremsninger af hendes egne erfaringer samt henvisninger til forsøg, som ikke er dokumenteret i bogen.

Det er ikke en bog skrevet for sundhedsfagligt uddannede personer, men jeg opfatter den mere som en kuriøs lille bog med sjove illustrationer. Dog kan den måske give patienter en bedre indsigt i deres sygdomme og symptomer, få dem afmystificeret og måske lette livet med symptomer som halsbrand etc. Eller måske undgå hæmorider og andre lidelser.

Desuden vil jeg anbefale bogen, hvis man har en fascination for basale kropsfunktioner. Der er rigeligt med lugt, afføring og opkast. Enders skriver tilmed: Når vi kaster op, burde vi takke kroppen for ”den fantastiske forestilling, den opfører for at beskytte os”.

Ifølge forfatteren kan næsten alle sygdomstilstande og utilpasheder forklares med en ubalance i tarmen. Vi bør derfor tage mere hensyn til den, pleje den mere og tilmed fejre den mere. Der kommer jo også flere og flere sundhedstrends såsom colonskylninger og kost til colon irritable, og denne bog rider meget fint med på den bølge.

1. reservelæge Jeanette Haar Ehlers

E-mail: jhlaus@yahoo.dk

Interessekonflikter: ingen