Terapeutisk kloning

Der er vel næppe noget som debatten om kloning, der har en stærkere, nærmest bibelsk evne til at skille vandene. Det har den seneste uge igen ført bevis for. Den kendsgerning, at de britiske myndigheder nu vil tillade terapeutisk kloning, og at de danske politikere i det nye folketingsår vil blive præsenteret for et lovforslag, der inden for meget snævre begrænsninger vil tillade kloning af dyr, har fået debatten til at blusse op igen. Desværre uden at velkendte bastioner og automatreaktioner grundet i tro, frygt eller uvidenhed er blevet forladt.

Ved terapeutisk kloning forstår vi den potentielle anvendelse af kloning ved kernetransplantation til at tilvirke stamceller til efterfølgende differentiering og transplantation til patienter baseret på deres egen genotype. I korthed indebærer det, at der af raske celler fra patienten tilvirkes klonede embryoner, hvorfra stamceller isoleres efter godt en uges udvikling in vitro og diffentieres in vitro til den celletype, som ønskes transplanteret. Rammerne for forskningen i stamceller blev udvidet sidste år, da Folketinget tillod forskning i befrugtede æg, der er blevet til overs i forbindelse med kunstig befrugtning. Men det er stadig ikke lovligt at benytte sig af terapeutisk kloning herhjemme.

Lægeforeningen meldte allerede for tre år siden ud med et klart ja til terapeutisk kloning og et lige så klart nej til reproduktiv kloning. Det skete på baggrund af, at et græsk/italiensk lægeteam erklærede sig klar til at afhjælpe barnløshed ved hjælp af klonede fostre. Vi mener, der må ske en klar sondring. Kloning skal ikke anvendes for at afhjælpe barnløshed eller til at skabe nye individer. Vi mener, at reproduktiv kloning er dybt uetisk og fortsat skal mødes med et klokkeklart forbud. Vi har til gengæld som læger svært ved at se det uetiske i terapeutisk kloning, hvis det da ikke er begrundet i nogle af de tidligere nævnte begreber. Vi mener som læger, at det er uansvarligt ikke at undersøge potentialet for at udvikle nye behandlingsmetoder ved hjælp af denne teknologi.

Etisk råd har været det naturlige forum for debatten om terapeutisk kloning, men Rådet har ikke været i stand til at melde ud om spørgsmålet i enighed. Både den tidligere og den nuværende formand er imod en legalisering. Den nuværende, der er læge, er ikke overbevist om, at det er nødvendigt for sygdomsbehandlingen at tage dette skridt, og at der derfor er for store etiske betænkeligheder ved at tillade denne forskning. Vi kan i Lægeforeningen ikke frigøre os fra det indtryk, at det er et faneløft så højt og en så ensidig holden fast ved etiske principper, at det er ude af proportioner i forhold til potentialet i den nye forskning til gavn for meget syge mennesker. Sygdomme som f.eks. Parkinsons sygdom, Alzheimers, diabetes, kroniske ledlidelser, leverbetændelse og blodpropper skyldes eller forårsager irreversibelt tab af celler. Det er derfor logisk at forsøge at udvikle behandlinger, hvor sådanne sygdomme kan kureres eller afhjælpes ved at tilføre nye celler gennem cellebaseret terapi. Genterapien, stamcelleforskningen og terapeutisk kloning er centralt placeret i disse forsøg. Der har vist sig mange problemer og mange tilbageslag, men kun ved at give adgang til at gennemprøve teknologien, kan vi få afdækket potentialet for vores patienter.

For danske læger er det ikke tilfredsstillende, at forskningen kun finder sted i andre lande. Hvis teknologien viser sig at være brugbar forventes det af os, at vi kan anvende den i patientbehandlingen, og det kan vi kun gøre, hvis vi har haft lejlighed til at øve os. Derfor må politikerne snart give os adgang til at anvende terapeutisk kloning. Gerne under den samme skrappe kontrol, som der lægges op til i den nye lov om dyrekloning.