Terapifortællinger - narrativ terapi i praksis

Mennesket er et narrativt væsen. Selv om vi hylder digitale løsninger og skærer ned i tiden til direkte patientkontakt, forbliver vi historiefortællere, hvad enten vi er patienter eller behandlere i sundhedsvæsenet. I en stedse mere teknisk og rationel moderne psykiatri er mødet med psykolog Annette Holmgrens narrative tilgang til psykoterapi derfor opløftende og inspirerende.

Som psykiater med uddannelse i kognitiv terapi gik jeg ret forudsætningsløs i gang med at læse bogen. Erfaringen for, at patientens, den pårørendes og terapeutens oplevelse af den samme problemstilling kan forekomme som hevet ud af forskellige verdener, minder dog om vigtigheden af at søge efter et fælles narrativ i behandlingen - og terapeutiske metoder, der kan understøtte behandlingsalliancen.

Bogen består af et indledende kapitel om den narrative terapis teori og metode med referencer til bl.a. den australske terapeut Michael White. Herefter følger syv kapitler, der hver udgøres af en terapifortælling, dvs. en eller flere terapeutiske samtaler med unge mennesker med en psykiatrisk eller psykologisk problemstilling. Beretningerne fra terapirummet beskriver hver deres lille udviklingshistorie og er instruktivt kommenteret.

Narrativ terapi bygger på den antagelse, at vores fortællinger om os selv, selvfortællinger eller »identitetskonklusioner«, skaber vores liv gennem den forståelsesramme, de udlægger. I terapifortællingerne søges de negative og ofte dominerende konklusioner om egen identitet suppleret med alternative, mere konstruktive konklusioner i erkendelsen af det multihistoriske manuskript, vi alle har for vores liv. Denne terapeutiske tilgang har et vist slægtskab med kognitiv terapis fokus på ændring af negativ automatisk tænkning. Samtidig rummer den narrative terapi i Holmgrens udgave dog en langt mindre instrumentel praksis, båret af empati, nysgerrighed og en afstand til terapeutens position som ekspert. Med bevarelsen af en teoretisk stringens beskriver forfatteren konkrete terapier, hvor hun bl.a. imødegår den følelse af stigmatisering og modvilje mod det psykiatriske behandlingssystem, som karakteriserer flere af de unge mennesker i bogen.

Jeg synes, at den narrative terapi har en stor styrke i sit humanistiske og postmoderne afsæt, der på trods af en omfattende teoretisk »overbygning« med rødder hos Foucault og socialkonstruktivismen i sin praksis er virkelighedsnær, anerkendende og uden fortænkte konstruktioner. Udviklingshistorier demonstrerer både bæredygtige behandlingsalliancer og gode behandlingsresultater.

Bogen kan varmt anbefales som inspiration, ikke kun til behandlere i psykiatrien, men også til alment praktiserende læger med interesse for samtaleterapi.