Terroristerne fra Vestbredden

At være ung synes gennem tiderne at være associeret til klædelig åbenhed, nysgerrighed og lyst til at prøve noget nyt. Men desværre viser historien, at dele af ungdommen i dens naivitet tiltrækkes af totalitære tankegange og vrangforestillinger - i 1930'erne og efter to verdenskrig begejstringen for fascismen og kommunismen, sidstnævnte eksemplificeret ved 68-generationens falden på halen for Kinas Formand Mao, Nordvietnam, Albanien, Jugoslavien under Tito, Nicaraguas Sandinister og Cubas Castro.

1980'erne havde sin fredsbevægelse, inkl. Danske Læger mod Kernevåben, som advarede imod NATO's dobbeltbeslutning og dermed i realiteten forsvarede sovjetiske atomare mellemdistanceraketter og fordømte ditto amerikanske. Historiens pendul endte lykkeligvis ved Reagans nulløsning. FAYL's venstreorienterede elite så sit snit til at støtte tåbeligheder som en kulminearbejderstrejke ledet af en forbenet kommunist i England.

Måske i mangel på fængslende totalitære ideologier synes unge medicinstuderende [1] at have taget den palæstinensiske sag til sig. Senest formidlet af medicinstuderende Maren Rytter i en enestående naiv beskrivelse af livet på Vestbredden blottet for historisk perspektiv og i grov mangel på respekt for israelske terrorofre:

Efter mellemøstkrigen i 1956 trak Israel sig tilbage fra Sinai og blev lovet - med FN-garanti - fri sejlads til havnebyen Eilat. Allerede to måneder efter 6-dages-krigen i 1967, der var udløst af et brud på denne værdiløse FN-garanti og en truende udslettelse af Israel, tilbød Israel tilbagetrækning fra alle besatte områder mod en fredsaftale, men modtog den samlede arabiske verdens tre nej'er: Ingen anerkendelse af Israel, ingen forhandlinger og ingen fred. Før 6-dages-krigen havde israelske civile i årevis til FN's ligegyldighed været udsat for terrorangreb udgået fra Vestbredden og Gaza. I lyset af disse angreb og de tre nej'er var en tilbagetrækning som efter krigen i 1956 utænkelig før en endelig fredsaftale. Oktoberkrigen i 1973 viste, hvor forudseende denne beslutning var. Israel har selvsagt siden 1967 i lyset af arabernes afvisning af fred udviklet de besatte områder og Jerusalem. Ikke desto mindre tilbød den tidligere israelske premierminister Ehud Barak at tilbagelevere hele Gaza, 95% af Vestbredden og dele af Jerusalem mod fred. Svaret fra palæstinensisk side, sanktioneret af Arafat, har været en målrettet terror mod israelske civile med anvendelse af selvmordsbombere maskeret som civile.

Derfor, Maren Rytter, oplevede du kontrolposter for at afværge terroristinfiltrationen. Derfor valget af Ariel Sharon, som tidligere effektivt har forsvaret et Israel påtvunget krig. Derfor et sikkerhedshegn omkring Gaza, hvorfor der i dag ikke udgår terroraktioner derfra. Derfor opførelsen af sikkerhedshegnet omkring Vestbredden og de jødiske bosættelser. Derfor målrettede drab af terroristledere, der fejt skjuler sig blandt civile, hvorfor uskyldige palæstinensere ulykkeligvis også omkommer. Ethvert demokrati - også det danske - ville have handlet som det israelske.

Alt dette kunne palæstinenserne have undgået, hvis Arafat havde kendt sin besøgelsestid i Camp David. Intet i palæstinensernes nuværende ageren taler for, at en ensidig israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder vil medføre andet end en tilbagevenden til 1950-60'ernes terrorangreb.

Mon FN - handlingslammet af et evigt opportunistisk Frankrig - da ville gribe ind lige så »effektivt«, som institutionen gjorde det, da den garanterede muslimernes liv og sikkerhed i bosniske enklaver? Utvivlsomt ja.

Maren Rytter, fik du kørt i myldretidsbus eller besøgt caféer og markeder i Vestjerusalem, eller følte du dig trods alt sikrere blandt israelske soldater ved kontrolposterne på Vestbredden?