Skip to main content

Teuber J. Højdepunkter i dansk naturvidenskab

København: G.E.C. Gads Forlag, 2002. 196 sider. Pris: 169 kr. ISBN 87-12-03847-4 Jens F. Rehfeld

2. nov. 2005
2 min.

Denne bog slår et slag for dansk naturvidenskab. Den har derfor også interesse for dansk lægevidenskab, der i vidt omfang bygger på naturvidenskab. Bogen gengiver på let tilgængeligt dansk en nøgleartikel fra hver af fem af de største videnskabskoryfæer i Danmarkshistorien: Tycho Brahe (Om den nye stjerne); Ole Rømer (Om lysets tøven); Niels Stensen (Dissektion af et hajhoved); Hans Chr. Ørsted (Elektromagnetismens opdagelse) og Niels Bohr (Om atomernes bygning). Bogen indledes med en videnskabshistorisk oversigt (Fra Harpestreng til Bohr: Dansk videnskab af verdensklasse). Og hver nøglepublikation efterfølges af en aktuel kommentar fra en videnskabshistoriker med særligt kendskab til den pågældende forsker.

For læger med interesse for videnskab og historie er bogen underholdende. Det er fascinerende at læse hvordan Niels Stensen gennem nøje undersøgelse af hajtænder, bidrog til gennembruddet i brug af fossiler i geologien. Det er morsomt at læse Tycho Brahes krakilske sønderlemning af samtidige (»Han taler som den blinde om farver« og »Der er ingen mening så fjollet, at den ikke finder en tilhænger«). Og Niels Bohrs generøse omtale af forgængeres og samtidiges bidrag til egen indsats er smuk læsning. Så vidt, så godt.

Bogen vil imidlertid mere end at fremstille historiske højdepunkter i naturvidenskaben. Redaktøren, Jan Teuber , skriver i forordet, at »de eksakte og tekniske videnskaber i nutidens Danmark ofte fremstilles som en monstrøs udtryksform for det fremmedgjorte moderne menneske, for hvem det største åndelige fremskridt består i anskaffelse af en hurtigere computer. Bogen er derfor ment »som inspirationskilde for alle, der føler sig tiltrukket af naturvidenskab, men ... savner dennes kulturelle og menneskelige ansigt«. Det er imidlertid et spørgsmål om bogen imødekommer den ambition. Dertil minder den nok for meget om forsøg på at stimulere interessen for klassisk musik gennem cd-udgivelser af sammenplukkede enkeltsatser fra Bachs, Beethovens og Brahms symfonier.

Jan Teuber har ret i, at det er et massivt samfundsproblem, at naturvidenskab (og de basale lægevidenskabelige fag) har svært ved at rekruttere ambitiøse unge forskere. Alt for mange fristes af den kortsynede materielle tidsånd til at studere økonomi, jura og merkantile fag. Det er en opgave af sisyfoniske dimensioner at få vendt den udvikling. Men bogen er et sympatisk og oplysende bidrag hertil.