Skip to main content

Det er en lærebog i neuro-onkologi. Den spænder vidt og omhandler epidemiologi, basal cellebiologi, kliniske og parakliniske undersøgelser, kirurgisk og ikke-kirurgisk behandling af såvel almindelige som sjældne primære tumorer, pædiatrisk neuro-onkologi samt diagnostik og behandling af hjernemetastaser. Teksten er suppleret med mere end 800 velvalgte illustrationer specielt omhandlende billeddiagnostik og patologi. Hvert afsnit afsluttes med et antal velvalgte referencer, der dog ofte synes af lidt ældre årgang. Derfor må man ty til speciallitteratur, hvis man inden for et specifikt område vil være helt opdateret.De overordnede kapitler om epidemiologi, basal cellebiologi, strålebehandling og kemoterapi er i sagens natur korte og i mange tilfælde overfladiske. De giver dog en let forståelig indføring i de principper, som de enkelte temaer omhandler, men som egentlig lærebogskapitler er de ikke meget værd.På den anden side er kapitlerne, der omhandler de enkelte sygdomme, grundige, ærlige, kritisk diskuterende og bygger grundlæggende på videnskabelige data. Generelt gennemgår hvert kapitel klinik, patologi, behandling og bivirkninger til denne, resultater, udestående problemer og en overordnet konklusion vedr. håndteringen af den enkelte patient, hvis det er muligt.Bogen er skrevet af et imponerende hold af forfattere. Næsten alle er estimerede, vidende, professionelle specialister, hver inden for deres felt. Det er lykkedes redaktørerne at rette bogen til, så den holder fokus, nemlig at specialet er multidisciplinært, at den kan læses og forstås af de fleste også uden for specialets verden, at data er lødige, at layout er overskuelig og indekseringen er let tilgængelig. Bogen kan anvendes som opslagsværk vedr. de mere sjældne sygdomme og giver fornuftige anvisninger vedr. diagnostik og behandling. På den måde understøtter de enkelte kapitler grundlæggende den kendsgerning, at skal et patientforløb være optimalt, skal de relevante specialer være til stede på det rette tidspunkt.

Alt i alt bogen en af de mest lettilgængelige lærebøger i neuro-onkologi, der er publiceret inden for de sidste år.

Philadelphia: Elsevier Saunders, 2005.

854 sider. Pris: 229 USD.

ISBN 0-7216-8148 -4