Skip to main content

Those who can’t, teach

Nogle steder i hospitalsvæsenet bruges begrebet SAKO. Det står for »sidst ankomne kvindelige overlæge«. Det har fået uddannelsesansvarlig overlæge til tasterne.
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard

Maija Bruun Haastrup, uddannelsesansvarlig overlæge, Farmakologi, Odense Universitetshospital. E-mail: maija@rsyd.dk

27. maj 2022
3 min.

For nylig var jeg på kursus med 20 andre uddannelsesansvarlige overlæger fra min region. I en snak om roller og identiteten som uddannelsesansvarlig overlæge fortalte en af mine kolleger mig om et begreb, jeg aldrig havde stiftet bekendtskab med før: SAKO. Lyder det bekendt? Hvis ja, lyder det sjovt i dine ører? For de ikkeindviede, som mig, kan jeg oplyse, at det er en forkortelse, som står for »sidst ankomne kvindelige overlæge«. Den lader vi lige stå et øjeblik …

Min kollega fortalte mig det i en behagelig samtale, og – er jeg helt overbevist om – fordi også han fandt udtrykket påfaldende og ganske nedladende. Som ret nyslået overlæge må jeg sige, at jeg er lidt himmelfalden over, at der ligefrem findes et begreb som dette, som jo må dække over, hvad man visse steder har tænkt om 1) kvindelige kolleger og 2) rollen som uddannelsesansvarlig overlæge.

Her må det være på sin plads at understrege, at jeg ikke betragter mig selv som feminist, og at jeg aldrig har følt mig diskrimineret på baggrund af mit køn (muligvis fraset de stedvist obligatoriske spørgsmål til yngre kvindelige læger i retning af, om man dog ikke snart skal have børn. Jeg har aldrig mødt en mandlig kollega, som ville indrømme at have fået det spørgsmål serveret af en chef). Nej, tværtimod hører jeg til dem, der oprigtigt tror på, at man i det offentlige sundhedsvæsen ansætter folk efter kvalifikationer og også aflønner dem derefter. Så er jeg sådan set fint tilfreds og behøver ikke andre hensyn.

At jeg aldrig har hørt om SAKO før, kan skyldes flere ting. For det første er jeg ikke specielt observant og skal tit have uforskammetheder serveret ret direkte for at fange dem. For det andet er jeg naiv nok til at tro på det bedste i mine kolleger og dermed ikke forvente den slags fra dem. Og sidst, men bestemt ikke mindst, færdes jeg til daglig i et miljø, hvor køn efter min bedste overbevisning ikke fylder ret meget. Så heldig er jeg, men hvad med min medkursist, som jo kendte til begrebet? Og hvad med hans kvindelige kolleger?

Jeg kan ikke beslutte mig for, om jeg finder det mest nedslående, at vi i 2022 stadig har kolleger, som tænker sådan om deres kvindelige ligestillede, eller om det i virkeligheden er værst, at man tænker sådan om uddannelse. Måske er det i virkeligheden det, at nogle af mine kolleger derude betragter jobbet som uddannelsesansvarlig overlæge som en art vandrepokal, der kan gives til dem, som ikke helt er kvalificerede til at blive overlæger på rent lægefaglige meritter? En slags overlæge light. For nogle af os har det – tro det eller lad være – faktisk været en bevidst strategi at dyrke uddannelse.

»Those who can, do. Those who can’t, teach«, skrev George Bernard Shaw for over 100 år siden. Til sammenligning tilskrives Aristoteles følgende udsagn: »De, der ved, gør. De, der forstår, underviser«. Jeg tilslutter mig fuldt det sidste udsagn, fordi god uddannelse efter min mening er hele forudsætningen for, at vi kan levere god behandling og pleje og dermed produktion. Og så vil jeg i øvrigt overveje at finde de røde strømper frem.