Ti skarpe til forskningen

Kære *[indsæt navn]*, som har publiceret så mange gennemgribende velskrevne artikler på et højt plan med ekstraordinær indsigt. Vi ønsker netop dit eminente bidrag til vores kommende udgivelse inden for netop dit forskningsfelt. Vi kan tilbyde særlig privilegeret indeksering i velanskrevne biometrics. Benyt denne måneds mulighed for gratis instant publicering!

Det florerende marked for tvivlsomme tidskrifter som omtalt sidste år i Ugeskrift for Læger viser med al tydelighed, at forsknings- og publiceringsbranchen er under forandring [1].

1) Man vil som udgangspunkt gerne holde sig fri af »predatory journals«, der malker én for penge og tid – med minimal eller ingen peerreview eller kritisk analyse, og som kun giver en marginal impact factor (IF). Men hvordan genkender man den slags tidsskrifter? En søgning på internettet efter et eventuelt Society of Predatory Journals er skuffende. Derimod kan man på nettet finde lange lister over, hvad der for nogle kendetegner »redelige« hhv. »uredelige« tidsskrifter. Men hvis der skal over 30 forhold til for at definere, hvad en predatory journal er, giver det ikke meget mening.

Open access

Forvirringen skærpes blandt andet på grund af open access-tidsskrifter, hvor der godt nok er en klar intention om, at det pågældende tidsskrift lever op til diverse krav til redelighed, gennemskuelighed og videnskabelig værdi, men hvor der også i høj grad skal lægges penge på bordet for publicering. De såkaldt anerkendte tidsskrifter har i flere tilfælde deres egne nebengesjæfter, som de henviser afviste manuskripter til, med hurtig publicering efter overflytning og betaling for open access. Forskellen til predatory journals er vist navnet på tidsskriftet og et påstået peerreview. Det er svært ikke at se, at et økonomisk incitament spiller ind – også for de anerkendte tidsskrifters vedkommende – når de afviser et manuskript til publicering i det »fine« tidsskrift, men uden videre optager det i lillebrodertidsskriftet.

Status som en predatory journal kan heller ikke afgøres ud fra manglende IF alene, da IF har tendens til at automatisk at »klumpe sig« omkring de store tidsskrifter pga. en slags positiv feedbackmekanisme [2]. Samtidig bør der være plads til, at nye tidsskrifter kan opstå i en form for opposition til »de gamle« tidsskrifter, som ellers sidder tungt på markedet.

Kvaliteten

Skal man i virkeligheden til at opfatte al publicering i open access-tidsskrifter som lav kvalitet? Det kunne i hvert fald udgøre en mere objektiv identificerbar skillelinje mellem anerkendt og ikkeanerkendt publicering. Desværre vil det nok betyde, at klinisk forskning, kvalitetsforbedringsarbejde og alle de mindre projekter og hypoteseskabende arbejder vil blive nedprioriteret for ikke at tale om al den forskning, som intentionelt skal stilles til rådighed for andre, ikke mindst i tredjeverdenslande.

2) Et tiltag kunne i hvert fald være at opfordre de redelige tidsskrifter til at holde eventuelle økonomiske krav på et niveau, der svarer til reelle omkostninger. Det er naturligvis heller ikke rimeligt at skære alle over én kam. Fup og fiduser i forlagsbranchen hører bestemt ikke internetalderen til, for Umberto Eco beskrev i »Foucaults pendul« i 1989, hvordan et forlag kunne skabe sit eget litterære miljø med selvciteringer og egenfinansierede udgivelser. Teknologiudviklingen omkring udgivelser har bare accelereret problemet. Så hvordan skelner man skidt fra kanel? Hvad hvis tidsskriftsnavnene er næsten synonyme, og hjemmesiderne ligner hinanden? En ting, som mange af os heldigvis kan benytte os af, er pr. automatik at dømme de tidsskrifter ude, som konstant henvender sig med skamrosende superlativer. Men derudover findes der ikke nogen nem løsning for den enkelte, som situationen er.

Kontrol af lødighed

Hvordan kontrolleres lødigheden af allerede publicerede artikler? En ting, som tidskrifter skulle gøre mere ud af, er 3) at bruge metodeafsnittet til at holde tidsskriftets sti ren. Der bør angives projektets tilladelsesnummer, og om der er brugt subsets af data, samt 4) hvem der initierede det eller har ejerskab til data. Hvem står egentlig tilbage og fører tilsyn med et projekts redelighed? Hvem kan man kontakte, hvis man har spørgsmål til projektet? Har afdelingsledelserne det endelige ansvar, og er de vidende om dette? Sagen om brusktransplantationer på Karolinska Sjukhuset fik svenskerne op af stolen og ledelsen til at gå af og viser, at folk 5) ikke skal kontrollere sig selv.

En publikation bør være gennemskuelig, hvor grundlæggende data er fremlagt, så man kan se, hvor data stammer fra, det år data er genereret, samt hvilken oprindelig forskergruppe som arbejdede med det, og som har tilladelserne, hvilket ikke nødvendigvis er identisk med forfattergruppen. Overordnet set er data skabt for at blive set – og set efter: ligesom EPJ/Sundhedsplatformen (SP) er regionernes ejendom og ikke må bruges til hvad som helst, er 7) de data, der ligger i EPJ/SP på bestemte patientkategorier, ikke ens private ejendom, som man kan nægte andre i at lave undersøgelser på. Data tilhører arbejdsgiveren, og har man fået tilladelsen til at tilgå og bruge dem, så er der kun dårlige undskyldninger for at lægge praktiske eller administrative hindringer i vejen for dette. Omvendt, hvis en afdelingsledelse giver tilladelse til, at forskere må indhente data fra afdelingen, bør der naturligvis stilles krav om, at afdelingens identitet skal være genkendelig, og at dette bør fremgå. Hvis der tidligere er publiceret omkring de pågældende data inden for samme forskningsfelt, skal der refereres til den/de tidligere publikation(er) med tydelig krydsreference for at undgå redundant publicering.

Tilladelser bliver ofte gemt i pdf-filer, bag log-ins i offentlige gemmer, som man ikke kan finde eller søge rundt i. Det bevirker, som det er i dag, at vil man som disse kronikører 7) tjekke, om en given tilladelse er det, den giver sig ud for, kan det ikke skaffes til veje, da »det ligger i en kælder, og det har man ikke ressourcer til at gå og lede efter – nogensinde!« Så 8) datatilsyn, komitéer og styrelser har meget at skulle digitalisere og sørge for, så man online kan efterprøve folks påstande uden at gå alle kældergange efter.

Svær tilgængelighed

Det kan være yderst svært at komme udefra og komme igennem med at stille spørgsmål til det, man læser. Selv et ønske fra denne kroniks forfattere om en simpel oplysning i en artikel om, hvilken afdeling data stammer fra, kan vise sig forgæves. En editor fra et europæisk tidsskrift svarer administrativt, at man vil afvente forfatters respons, som vi så (stadig) venter på. Den kommer formentlig aldrig, for hverken forfatter eller redaktør har den helt store interesse i at skulle gå videre, så der bliver ikke givet svar på noget som helst. Dette ment som et eksempel på 9) manglende kritisk sans i forhold til, hvad tidsskrift og editor har været med til at publicere, og i direkte konflikt med det, man officielt står for [2, 3]. Men et eksempel, hvor forskellen til etikken hos predatory journals forsvinder. Det kan slutteligt medføre, at fejl, snyd og ukorrektheder, som primært er uerkendte, vedvarende kan gentages og fremmes, som om det er sandheder. Derefter kan det ufortjent ende i guidelines og metaanalyser. Dette er så den sidste skarpe: 10) ansvarsforflygtigelse ift. at rette op på fejl, hvis det opdages – selv efter længere tid; det tog næsten 20 år i ét berømt/berygtet tilfælde [4, 5]. Tidsskrifter vil måske kun acceptere kommentarer til publikationer inden for f.eks. maks. et halvt år. Disse fejl i studier og citationer af studier er derfor meget svære at omgøre, men ikke desto mindre er de vigtige at korrigere.

Vi ender nok med, at der skal gøres noget »hele vejen rundt«, for at man når i mål med, at det kun er studier med gennemskuelig metodik og etik, man præsenteres for i tilsvarende redelige tidsskrifter.

Og husk nu, at det indledende tilbud om gratis publicering (måske) bliver efterfulgt af en meget dyr indeksering – og du kan ikke vælge at få tilbageført rettighederne til din artikel – så det er pay or perish.