TID

Frugtordning? Afdelingsfest? Løntillæg? Fulde uniformsdepoter?

Hvad er det egentlig, der mangler rundt omkring på gangene på landets sygehuse og en gang imellem gør det svært for os i sundhedsvæsenet at levere det som patienterne og deres nære – med god grund – forventer?

Jeg tror egentlig ikke, at det er de ting herover. Det er derimod tid.

Tid til tænke sig om.

Tid til den gode snak med patienten.

Tid til at blive klogere.

Tid til at lære sin kollega at kende.

Tid til at få den tillid til hinanden, der er altafgørende, når vi står med ryggen mod muren.

Tid til at udvikle faget.

Tid til at lære de yngre kolleger om de gange, man selv gik i vandet.

Den nemme løsning er jo blot at ansætte flere, og det er måske også en del af det, men det er ikke lige sådan at finde 1.000 nye sygeplejersker eller læger for den sags skyld. Den anden mulighed er at bruge tiden på det rigtige. Og vi bruger rigtig meget tid på at »løbe efter den aktuelle dagsorden«, som måske alligevel ikke ændrer det helt store. Det tror jeg, vi skal se noget mere på. Og her har vi læger et helt særligt ansvar for at holde det faglige overblik og prioritere mellem væsentligt og uvæsentligt.

Det kræver også, at jeg – og alle andre ­ledere, beslutningstagere og influencere i systemet – er modige og ikke altid løber med den første og bedste idé. For hver gang man i bedste mening – i Folketinget, centralad­ministrationen, i det regionale politiske og administrative system, i sygehusledelserne, i afdelingsledelserne og i afsnitsledelserne – får en god idé, ja så giver det i alt syv nye ting, som medarbejderen ude hos patienten skal bruge tid på. Og mon ikke den med­arbejder faktisk godt ved, hvad der er det vigtigste for patienten lige her og nu?

Derfor håber jeg virkelig også, at det vi kan læse på side 14 i regeringsgrundlaget bliver en realitet – også helt nede på enkelt­patient­niveau: »Regeringen vil gennemføre den mest omfattende frisættelse af den offent­lige sektor i velfærdssamfundets historie og grundlæggende forandre den måde, velfærden i dag styres, dokumenteres, kontrolleres og leveres på«.

Det betyder nok (og forhåbentligt) ikke, at alt skal blot skal sejle og være overladt til den enkelte medarbejder. For der skal helt åbenlyst være en retning på, hvor sundhedsvæsenet skal bevæge sig hen. Men jeg vil hellere, at vi får at vide, hvad opgaven er, og ikke hvordan den skal løses. Det kan vi godt – på alle niveauer – selv finde ud af.

Og til sidst en naiv bøn til jer i medierne. For hver gang I kører på med én enkeltsag på ét enkelt sted, så medfører det nye generelle krav til os alle sammen i sundhedsvæsenet, for alle forventer, at beslutningstagerne reagerer med fast hånd og med at »stramme op«.

Og hver gang det sker, har vi mindre tid til patienterne. Og så har vi den næste enkelt­sag – bare et andet sted og hos en ­anden ­patient.