Tid til nytænkning af uddannende lægers pædagogiske færdigheder

En gennemgang af målbeskrivelser for de 39 specialer viser, at der 23 gange stilles krav til, at en læge i hoveduddannelse (fremover: uddannelseslæge) opfylder en kompetence for supervision af yngre uddannelsessøgende kollega (»undervisning«, »vejledning« og »positivt bidrag til uddannelses- og læringsmiljø« godtages ikke som »supervision«). 1.668 gange skal en kompetence hos en uddannelseslæge opnås ved supervision fra kollega af højere rang. I alt er der 13 ud af 39 specialer, der aktuelt stiller krav til pædagogiske færdigheder i henhold til supervision af uddannelsessøgende kollegaer. Kompetencen i supervision beskrives at opnås ved et todages vejlederkursus, som forventes gennemført under introduktionsuddannelse og ved selvstudium. Kompetencen vurderes ved »struktureret vejledersamtale«, »Mini-Cex«, »NOTTS« eller »360 grader evaluering« jf. Sundhedsstyrelsens rapport om anbefalede kompetencevurderingsmetoder fra 2013 [1].

Som led i den lægelige videreuddannelse skal uddannelseslægen i løbet af en introduktionsstilling én gang gennemføre et vejlederkursus af to dages varighed. Her undervises uddannelseslægen i formalia i form af opbygningen af den lægelige videreuddannelse, afholdelse af vejledersamtale, udfyldelse af uddannelsesplan samt at udfylde kompetencevurderingsskemaer som NOTTS og Mini-Cex [1]. Den resterende tid under uddannelsen til speciallæge og særligt i løbet af uddannelseslægens resterende tid i arbejde stilles denne ingen krav til videreudvikling eller efteruddannelse af de pædagogiske færdigheder. Ifølge Speciallægekommissionens betænkning fra 2000 er der en række egenskaber, en klinisk vejleder skal besidde: »De egenskaber, en god vejleder/praksistutor skal besidde, er i høj grad almene og kan beskrives som personlige egenskaber som åbenhed, respekt og omsorg for kollegers trivsel og udvikling. Hertil kommer, at vejlederen skal udvise interesse for og engagement i opgaven samt have pædagogiske og kommunikative evner« [2]. Det er med udgangspunkt i dette citat, at det nuværende vejlederkursus er etableret og ikke umiddelbart har været revideret siden. Er det tid til nytænkning?

Målet og drømmen

I 2004 gennemgik speciallægeuddannelsen en række markante ændringer med udgangspunkt i Speciallægekommissionens betænkning fra 2000. Man sikrede kontinuitet og kvalitet i uddannelse ved indførsel af kompetencebaseret uddannelse, og de syv lægeroller blev oversat fra CanMeds framework [3, 4] for at lade fremtidens læger tage form som andet end blot medicinske eksperter i deres respektive specialer. I 2013 udkom Sundhedsstyrelsen med en revision af de syv lægeroller samt en anbefaling af metoder til kompetencevurdering [1]. Under den nye forståelse af lægerollerne beskriver Sundhedsstyrelsen, at man som akademiker også forventes at »anvende relevante uddannelsesmetoder og forpligter sig til at bidrage til et positivt uddannelsesmiljø« [4]. Ud over gennemført vejlederkursus stilles i rapporten ingen krav til uddannelseslægers kompetencer inden for medicinsk pædagogik. Målet og drømmen er den fuldendte læge, der besidder alle syv lægeroller. De dækker dog ikke over rollen som uddanner af næste generation af læger. Kan man antage, at alle har lige store pædagogiske evner? Sundhedsstyrelsen erkendte i anden sammenhæng, at ikke alle læger er fødte ledere på trods af drømmen herom, hvilket har resulteret i etableringen af SOL-kurserne. Hvad om Sundhedsstyrelsen nåede til samme erkendelse inden for medicinsk pædagogik?

Pædagogiske færdigheder

I Sundhedsstyrelsens nyeste rapport om fremtidens speciallæge udkommer en række anbefalinger til udvikling af den lægelige videreuddannelse, som ifølge rapporten bør ske hen over en årrække. De nye målbeskrivelser skal indeholde kernekompetencer samt opfyldelse af kompetencer inden for beslægtede specialer og basal lægekundskab. Den moderne læge skal være »faglig, alsidig og fleksibel« [5]. I modsætning til Speciallægekommissionens betænkning fra 2000 indeholder Sundhedsstyrelsens nye rapport meget få linjer om uddannelse inden for medicinsk pædagogik: »Med henblik på at fastholde og videreudvikle niveauet i vejledning skal der være mulighed for løbende kompetenceudvikling af vejledere. Rapportens forfattere vurderer, at der ikke er behov for en national formalisering og beskrivelse af vejledningsopgaverne«. »Det anbefales, at alle vejledere og uddannelsesansvarlige overlæger skal have kompetencer til at kunne karrierevejlede« [5]. Det er således fortsat op til de specialebærende selskaber at vurdere, om der skal stilles særskilte krav til pædagogiske færdigheder hos uddannelseslægerne og i hvilken udstrækning. Dette på trods af, at over halvdelen af specialebærende selskaber efterspørger pædagogisk bistand til revision af målbeskrivelser [5].

Derudover vil vi gerne sætte spørgsmålstegn ved, om man kan anvende de af Sundhedsstyrelsens aktuelt anerkendte kompetencevurderingsskemaer (»NOTTS«, »Mini-cex«, »360-graders evaluering«) [1] til vurdering af supervisionsevne. Ingen af skemaerne har fokus på supervision, hvorfor det er paradoksalt, at der under flere målbeskrivelser står, at supervisionskompetence skal vurderes ud fra disse skemaer. Ydermere kan man forestille sig, at god supervision naturligvis må indeholde forskellige specialeafhængige elementer, hvorfor man i den bedste af alle verdener bør have et specialespecifikt redskab til vurdering af supervisionsevne hos uddannelseslæger.

Inden for en overskuelig tidshorisont skal samtlige 39 målbeskrivelser revideres i henhold til Sundhedsstyrelsens rapport om fremtidens speciallæge. De nye målbeskrivelser skal sikre kvaliteten af speciallægeuddannelsen og patienternes behov de næste 20 år. Dog afstår man fra at stille nationale krav til vejlederkompetencer og etablering af nationale kurser i medicinsk pædagogik. Det finder vi utilstrækkeligt. Kvalitet i kompetencestyrede målbeskrivelser kræver, at uddannelsesgiverne i form af speciallægerne er tilstrækkeligt uddannede inden for medicinsk pædagogik.

Stillingtagen til dette vigtige indsatsområde springer Sundhedsstyrelsen over. Så nu ligger opgaven hos de enkelte specialers uddannelsesudvalg og bestyrelser. Her har man dog fortsat mulighed for at gøre en forskel. Vi skal stille krav til kvaliteten af uddannelse i den kliniske hverdag ved at sikre de nyuddannede speciallægers kompetencer inden for medicinsk pædagogik i langt højere grad end i dag.