Skip to main content

Tiderne skifter

Overlæge Hans Harrestrup Andersen, Slagelse Sygehus. E-mail: hha@dadlnet.dk

31. okt. 2005
4 min.

Konferencetid. En overlæge (mand) besværer sig over, at afdelingen er tømt for læger, bortset fra vagtholdet, kl. 15.23, selvom adskillige patienter stadig ikke har fået optaget journal, og nogle har ventet ganske længe. En reservelæge (kvinde) responderer øjeblikkeligt: yngre læger prioriterer anderledes end for tyve år siden. Det sociale tæller lige så meget som job og karriere. Der er børn, indkøb, aftaler, der skal hentes, gøres, overholdes, og det bliver de.

Mændene omkring konferencebordet er i klart mindretal. Nogle taber underkæben, andre smiler uudgrundeligt, enkelte ryster på hovedet. Jeg sidder og tænker over en anden udmelding fra forleden. Nogle seniore kollegaer (mænd) drøftede ulønnede ekstratjanser, måske var det undervisning, måske udvalgsarbejde. Holdningen var klar: no pay, no stay.

Mit postulat: den væsentligste fornyelse i vores fag er hverken MR-skanner eller kvalitetssikring, den er kvinderne. Det samme kan utvivlsomt siges om de fleste andre erhverv, skannerne holder vi lige uden for et øjeblik. Kvinder er kommet for at blive. Det er kommet bag på en del mænd, også blandt læger. Jeg har været i branchen i godt tredive år. Lægestaben på min første medicinske afdeling udgjordes i 1974 af en kvinde og otte mænd. På min nuværende afdeling er kvinderne i overtal. Hvorledes har denne udvikling påvirket faglighed, produktion og arbejdsklima? Jeg har ingen evidensbaseret viden om forholdet mellem antallet af kvindelige læger og for eksempel videnskabelig produktion, klagesager eller gennemsnitlig liggetid. De følgende refleksioner står helt for egen regning og er aldeles udokumenterede.

Tonen i afdelingen er blevet markant mere blød. Der bliver ikke brugt så megen tid på at snakke karriere og forskning, blandt andet fordi det endnu en tid er købers marked. Det gælder for begge køn. Den rå men hjertelige omgangstone lægerne imellem er under afvikling. De kvindelige læger har ikke længere så svært ved at hamle op med plejepersonalet, der i øvrigt også har skred i kønskvoteringen. Det virker som om, kvindelige læger er lige så fysisk og psykisk robuste og lige så flittige, begavede og ambitiøse som deres mandlige kollegaer. Og lige så omgængelige og uomgængelige. Jeg aner ikke, om kvinderne har flere fraværsdage. Konkurrencen fra mændene er - også på dette punkt - betragtelig.

Så hvad er så forskellene fra dengang og nu? Kvinderne er generelt bedre til at sige fra, når de føler, det er det, der skal til. Om det så er det, afhænger af præmisserne, nu som før. Har kvindelige læger større faglig troværdighed? Det er mit indtryk, at patienter og pårørende frem for kønnet forlader sig mere på lægens alder og charge, som de relaterer til erfaring og dermed faglig bredde. Det er ingen nyhed. Jeg har også mere fidus til en moden flypilot med fire striber på ærmet frem for en yngre hotshot med to. Men evidensen blæser i jetstrømmen. Kvindelige læger er forsigtige, sommetider lige rigeligt. Det er langt nemmere at få en mandlig reservelæge til at kaste sig ud i en procedure, som måske ikke altid er finpoleret. Kvinderne vil helst se den demonstreret eller superviseret et par gange til. Rigtige mænd behøver heller ikke altid faglig babysitting i kritiske situationer. Trial and error er dog gradvist afløst af try and no error. For nogle af os er det et vemodigt farvel til wildwestepoken. For vore kunder og vore foresatte er paradigmeskredet måske ikke så tosset.

Har befolkningen vænnet sig til og helt accepteret at vores fag er blevet et kvindefag? Savner man den stovte overkirurg med hår på brystet eller den herlige familielæge uden hår på hovedet? Tror man på den yngre, måske endda nydelige, kvindelige læge, der tilråder akut operation eller indstilling af al aktiv behandling? Ærlig talt: Hvis min tandlæge anbefaler mig at investere i et nyt smil, påvirker det ikke mit valg, at hun er en kvinde og om muligt både yngre og kønnere end jeg.

Min konklusion er: dynamikken blandt læger har ændret sig markant i takt med ændringen i kønskvoteringen. Noget til det nogle mænd vil opfatte som et tilbageskridt, andet til det de fleste kollegaer og kunder sikkert vil mene er en forbedring. De bløde værdier: empati, omsorg, følelser, plads til refleksion, er blevet mere synlige. Har vi mænd ikke været leveringsdygtige følelsesmæssigt? Vel har vi ej. Det er en af grundene til at den alternative branche har vind i sejlene.