Skandalerne holdt i kø, og kaos rådede, skulle man tro medierne. Det nye universitetshospital i Aalborg tiltrak sig nærmest dagligt negativ omtale. »Spørgsmålet er, om man overhovedet tør blive indlagt der!«, hørte jeg i P1. Nu skulle børne- og ungeafdelingen så som en af de sidste afdelinger flytte til de nye lokaler. Hvordan ville det mon gå? Der er ikke medietække i den gode historie om hospitalet, men nu jeg selv har ordet, kan jeg tilføje: Vi er rigtig glade for afdelingens nye lokaler. Det meste er godt, mindre er ikke helt som vi håbede. Pointe nummer et: Vi har fået noget efter flytningen.
Ét er de fysiske rammer, nok så vigtigt er arbejdsmiljøet, som selvfølgelig har været et opmærksomhedspunkt for mig. Afdelingens læger siger, de har det godt. Sådan ser de også ud! Faktisk ligner stemning og kultur det, vi rejste fra. Vi har tydeligvis taget noget med, som ikke kom i flyttekasser. Pointe nummer to: Ikke alt er nyt. Betydningen heraf vil jeg med to eksempler over samme tema uddybe:
»Jeg har ikke skrevet et ord om problemer, ikke for at negligere, men for at nuancere billedet af vores nye hospital«Jonas Hansen
Paulus tænkte ikke på kollegialitetens betydning i en forandringstid, da han skrev: »Søg ikke det, som er til bedste for jer selv, men det, som er til bedste for andre«. Til gengæld tænkte jeg en del på udsagnet i ugen efter flytningen. Første gang var, da en af afdelingens overlæger, Ann-Margrethe Rønholt Christensen, modtog Lægeforeningen Nordjyllands nye pris, »Årets kollega«. En flot beskrivelse af hendes kollegiale og menneskelige egenskaber havde overbevist bedømmelsesudvalget om, at netop hun skulle have prisen blandt flere gode kandidater. Anden gang, Paulus’ ord dukkede op, var, da jeg gik forbi Akutmodtageafsnit for børn og unge. Der sydede af aktivitet, og stemningen var god. Sygeplejerskerne og hele fire forvagter var i sving, idet flere læger havde opsøgt modtagelsen, da de hørte, der var travlt. Og det uden opfordring. Hvis der var en »hverdagens kollegapris«, havde de fået den på stedet! Ordene »til bedste for andre« omsat til handling gjorde, at den travle dag i modtagelsen blev en god dag for både patienter og ansatte.
Jeg har ikke skrevet et ord om problemer, ikke for at negligere, men for at nuancere billedet af vores nye hospital. En forandring af størrelsesorden »hospitalsflytning« giver næring til usikkerhed. De muligheder, den også medfører, bliver måske først tydelige sidenhen. Jeg tror, det er vigtigt at se på: Hvad har vi fået? Og hvad har vi beholdt? Samling frem for splittelse, her belyst ved betydningen af kollegialiteten, som vi tog med fra de gamle til de nye lokaler, er det, vi har brug for i en brydningstid. Så kan vi bedst løse problemerne og få glæde af mulighederne. Og ja, jeg tør godt blive indlagt på det nye hospital. Jeg er godt nok hellere fri, men det er ikke på grund af hospitalet!
