Overlæge Peter Ellekvist holdt i forbindelsen med implementeringen af Sundhedsplatformen på Herlev Hospital en tale ved et overlægerådsmøde. Læs den her.
2016 har været et specielt år.
Hele vores måde at tænke og organisere vores arbejde på som læger er blevet ændret – omkalfatring, er det blevet benævnt, med henvisning til skibsfarten og den måde, man tætner ældre træskibe på. Jeg synes ikke begrebet er dækkende, for det er ikke kun tætnematerialet, som er blevet udskiftet. Det er også ror og navigationsudstyr, og der har også været en helt ny måde at sejle skuden på – og det vel at mærke uden en ordentlig sejladsvejledning.
SP har vist sig ufærdigt, fejlbehæftet og kontraintuitivt, og det har efterladt os med en række administrative opgaver, som tidligere lå hos sekretærerne. At antage, at vi har kunnet pålægges sekretæropgaver inden for den samme afgrænsede tid og med et uændret antal lægefaglige opgaver, afspejler en holdning om, at vi som hospitalslæger er forkælede og sagtens kan løbe stærkere.
Samtidig har den officielle historie lydt, at patientsikkerheden ikke er blevet kompromitteret, og at behandlingskvaliteten overhovedet ikke er blevet forringet med indførelsen af SP – det skal man måske sige, og det er sådan set ikke det værste:
Det værste er den tillidskrise, der er opstået mellem den øverste ledelse i regionen og os som menige læger; en tillidskrise, som er opstået, fordi man har forsøgt at tale vores kritik ned under henvisning til, at vi som faggruppe ikke er omstillingsparate.
Der sidder i ledelsen anstændige mennesker, der lige som vi, ønsker patienterne den bedste behandling. Ledelsen har åbenbart af politiske hensyn været tvunget til at affeje vores indvendinger. Den manglende anerkendelse af vores frustrationer og af vores bekymringer, helt frem til nu, er noget af det, jeg vil huske som det mest ubehagelige ved det forgangne år. Det har påvirket vores arbejdsklima, og jeg håber, at det ikke kommer til at påvirke vores arbejdsklima nær så meget i 2017.
Herlev har med SP »taget en for holdet«, som man siger – et udtryk jeg i øvrigt ikke bryder mig om, fordi det får det til at lyde som om, vi efter eget ønske har deltaget i en sportskamp og er kommet sejrrige ud på den anden side.
Forleden læste jeg Else Smith indrømme, at det, der foregik i Sundhedsstyrelsen under hendes direktørperiode, indimellem havde været lidt for verdensfjernt i forhold til virkeligheden på hospitalsafdelingerne. Hun sagde, og jeg citerer:
»Vi havde ikke øje for, hvor langt der er fra ideal til praksis«. Så tænkte jeg: Hvor er det interessant, at man i en alder af 63 år kan blive så meget klogere, blot fordi man får job på et sygehus. Det leder mig til min pointe, der selvfølgelig også er humoristisk ment:
Jeg vil opfordre alle, som deltager i at træffe vidtrækkende beslutninger i sundhedsvæsenet, og som føler sig i stand til at udtale sig om lægernes omstillingsparathed og manglende vilje til at implementere det sidste nye:
Snup en uge som reservelæge eller menig overlæge på en tilfældig hospitalsafdeling. Så kan vi snakke omstillingsparathed bagefter.
Indlægget er en tale ved overlægerådsmødet på Herlev Hospital henvendt til regionsdirektør Hjalte Aaberg og koncerndirektør Svand Hartling, Region Hovedstaden
