Tilbage til en fuser: Behandlingsgarantien er igen på 30 dage

Da vi trådte ind i 2025, trådte også en ny behandlingsgaranti i kraft. Hidtil har den været på 60 dage. Men da den såkaldte solnedgangsklausul, som gjaldt i en midlertidig periode, udløb ved årsskiftet, er den nu tilbage på 30 dage.

»Behandlingsgarantien« betyder som bekendt, at hvis ikke det offentlige sundhedsvæsen kan tilbyde behandling i løbet af 30 dage til patienter med sygdomme, der ikke er akutte eller livstruende, har man som patient ret til at få behandlingen betalt på privathospital.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at behandlingsgarantien, trods de velmente intentioner, desværre er skruet sammen på en måde, der lægger hindringer i vejen for at sætte de mest syge patienter først. Med andre ord: Behandlingsgarantien, som vi kender den, er lidt af en fuser, og fusere skal man ikke gå tilbage til.

Da SVM-regeringen trådte til i 2022 og som led i regeringsgrundlaget midlertidigt forlængede behandlingsgarantien fra 30 til 60 dage, kvitterede vi fra Lægeforeningens side positivt for det. For det var godt, at regeringen dengang så, at garantien var ude af trit med virkeligheden. Ikke mindst på grund af COVID-19 kunne sundhedsvæsenet ganske enkelt ikke leve op til garantien.

Men i samme ombæring opfordrede vi også regeringen til at tage en tænkepause i forhold til behandlingsgarantien. Den tænkepause kunne være brugt på at analysere, om den giver mening, og hvordan en eventuel garanti kunne konstrueres klogere. Det er tilsyneladende ikke sket, og nu går man så tilbage fra 60-dages til en 30-dages behandlingsgaranti. Hvis der har været overvejelser om en mere gennemtænkt garanti, er det ikke noget, man har delt i offentligheden.

Lad os se på substansen: En analyse, Lægeforeningen for nyligt har udarbejdet, viser, at de ekstra udgifter ved at gå fra 60 til 30 dage alene for knæ- og hofteoperationer kan løbe op i 171 millioner kroner. Dette er baseret på prisen på grisen: Hvad det koster regionerne at sende behandling videre til privat regi. Det svarer til 440 fuldtidssygeplejersker. Oveni det kommer alle de andre behandlinger, der kan sendes til privat regi – nu blot med en kortere frist. Her har vi endnu til gode at se, hvad det kommer til at koste samfundet. Det er i øvrigt værd at bemærke, at den gennemsnitlige ventetid på nye knæ er på 77 dage, som Jyllands-Posten har beskrevet.

Hertil kommer, at 30-dagesgarantien hverken tager højde for den enkelte patients tilstand eller baserer sig på lægefaglighed. Den skæve konsekvens er, at patienter med mindre alvorlige sygdomme skal tilbydes behandling før patienter med mere alvorligere sygdomme, alene fordi de gik først til læge. Det dur ikke. Vi læger skal kunne sætte de mest syge patienter først.

Endelig er der det aspekt, at muligheden for at blive behandlet i privat regi afhænger af, at der er et tilbud at få. Det er der langt fra for alle typer sygdomme eller patienter, der venter – og det er der heller ikke nødvendigvis for alle patienter med betydelighed kronisk sygdom, fordi langt fra alle kan opereres uden et vist beredskab til at håndtere eventuelle komplikationer. 

Derfor opfordrer Lægeforeningen politikerne til at give patienterne en garanti, der giver mening, og en garanti, som sundhedsvæsenet meningsfuldt kan leve op til. En differentieret behandlingsgaranti, hvor der tages højde for den enkelte patients behov og sygdommens alvor. Altså en kombination af en tidsgrænse, som vi kender den i dag, men ikke enslydende på 30 dage for alle, kombineret med en individuel sundhedsfaglig vurdering af behov for hurtig behandling: »Behandlingsgaranti 2.0«.

Det giver mening, at patienter med smerter og nedsat funktionsniveau behandles inden for 30 dage eller endda hurtigere. Det giver også mening, at andre patienter med mindre presserende tilstande, som måske har udviklet sig langsomt over flere år og ikke giver mærkbare gener, kan vente lidt længere. Eksempelvis op til 90 dage. På den måde kan vi kombinere en garanti for behandling med en lægefaglig vurdering af den enkelte patients tilstand og altså sætte de mest syge patienter først. Det endda samtidig med, at vi bruger sundhedsvæsenets samlede ressourcer så klogt som muligt.