Tilgængeligheden gjorde Anne til min helt

»Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd«. Sådan skrev Løgstrup. Jeg selv skrev for nylig en mere praktisk besked til en ung patients mor. For at sikre mig, at alt var godt, når jeg ikke havde hørt fra dem et stykke tid. Det var det. Hun svarede, at de godt vidste, de kunne få fat på mig, hvis tingene igen brændte på. Det vækkede minder om noget af det vigtigste fra min egen oplevelse som patient med en kronisk sygdom, der af og til er blusset op og har sat livet på pause.

Jeg huskede især en tidlig morgen under en indlæggelse, hvor min mand sagde: »Nu kommer Anne – jeg kan kende hendes skridt«. Jeg nikkede. Jeg havde tænkt det samme og mærket roen sænke sig. Han fortsatte: »Kan du se hende for dig, med flyvende kittel? Eller måske er det en heltekappe?«. Sådan føltes det faktisk efterhånden. Ikke fordi hun altid havde en løsning, men fordi hun altid var der. Selv når hun havde fri, vidste vi, at en anden ville komme ind og sige noget i retning af: »Planen indtil Anne er tilbage er…«. Så ville vi ligge der sammen i to hospitalssenge, som personalet havde skubbet sammen, for at vi kunne ligge nær hinanden. Den ene gang med vores spæde søn. En gestus af omsorg, der bidrog til, at vi følte os trygge midt i det uvisse. Om morgenen lyttede vi efter de faste, rytmiske hæle. Visheden i, at Anne nok skulle komme og blive ved med at komme hver dag, indtil vi var på sikker grund igen, blev det, der i sidste ende betød mest. Alle nedturene, undersøgelserne og forsøgene med forskellige slags medicin var ikke noget, der skabte uro i os. Så længe vi bare vidste, at Anne havde fat i den anden ende. For vi kendte hende godt nok til at vide, at hun ville ikke foreslå noget, som hun ikke først havde overvejet grundigt i forhold til lige vores situation. Hun kendte også os. Eller kender, selv om det nu kun er en kort telefonsamtale i ny og næ, der binder os sammen. Det og så vores historie. Jeg tror, hun har det som jeg, at det er allermest tilfredsstillende at være læge, når man kan få lov til at følge patienten, indtil man kan se, at nu skal det nok gå.

Jeg tænker på de familier, jeg møder i børne -og ungdomspsykiatrien, som kommer hudløse og slidte ind ad den dør, de har kæmpet sig hen til. Tænk, hvis jeg altid kunne tilbyde det samme, som Anne har tilbudt mig. At jeg bliver lige her sammen med dem, så længe det kræves. Lige indtil de siger: »Vi har ikke brug for dig mere«. Jeg tror ikke, vi skulle være bekymrede for vores tid og ressourcer, hvis vi tilbød det. Hvis vi inddrog familierne mere i beslutningen om, hvornår det er tid til at tage over selv. Langt de fleste ønsker kun, at lægen holder deres liv for en stund – allerhøjst indtil de kan selv. Og man tør mere selv, hvis man er sikker på, at nogen er klar til at tage over.