Tilkendegivelse af eventuelle interessekonflikter - kan man stole på det?

Ugeskriftets ny manuskriptvejledning [1] omtaler igen »interessekonflikter«. Virker ordningen? Er vejledningen udtømmende? Redaktøren har tidligere [2] understreget, at regelsættet primært er udformet for at vejlede læseren, således at denne får »mulighed for at kunne forholde sig mere kritisk til det budskab, der formidles«.

Et tilfældigt eksempel, der illustrerer de generelle problemer, ses s. 77 i samme ugeskriftnummer. Arne Astrup oplyser, at hans institut (Institut for Human Ernæring, IHE) »har samarbejde med, og modtager løbende forskningsstøtte fra, omkring 40 producenter af fødevarer med såvel højt som lavt proteinindhold«. Og: »Arne V. Astrup har ingen privatøkonomiske interesser i fødevarer eller andre produkter med højt proteinindhold« (mine fremhævelser).

Her omhandler tilkendegivelsen proteinindholdet. Men IHE (og Astrup) publicerer tillige forskning, der vedrører andre ernæringskomponenter. Astrup er ofte i offentligheden med generelle kommentarer og råd vedrørende ernæring. Er der ikke risiko for, at en større støtte fra visse fødevareproducenter kan skabe en ubalance i den samlede rådgivning af, hvad der er sundt at spise?

Astrup har i de senere år i kommercielt øjemed (for mindre end fem år siden?) beskæftiget sig med slankemiddeludvikling. Kan dette tænkes at påvirke hans rådgivning, især vedrørende den forebyggende indsats mod overvægt?

Vi må derfor spørge os, om selv den usædvanlig åbne angivelse af interessekonflikt, Astrup har anført, er nok. Er der netop på dette og lignende forskningsfelter behov for særlig transparens (f.eks. støttens omfang i kroner?, hvilke firmaer sponsorerer?). Hvis forskerne ikke mener, at der er tale om skjult markedsføring, er det vel ikke noget problem at komme med de oplysninger?

Interessekonfliktdefinitionen fokuserer på den enkelte forskers evt. personlige økonomiske udbytte af samarbejdet med virksomheder mv. Men vil ikke industrimidler tilført en bloc til en forskningsinstitution eller til en sygehusafdeling risikere at medføre tilsvarende »blindhed«? Ved at den offentligt finansierede forskning »slankes« eller styres af interessenter fra erhvervslivet bag lukkede døre, er der risiko for, at beslutningsgrundlaget for myndigheder mv. bliver tiltagende usikkert. Talrige lægemiddelskandaler og rapporter om mørkelægning af ikkeønskede forskningsresultater i industrien tyder på, at problemet med privat forskning ikke er ubetydeligt. Bør dette ikke debatteres med påvisning af fordele og ulemper ved den fremstormende privatiseringsdille? Bør private interessenter som udnytter forskningsinstitutioner/afdelinger, ikke pålægges en »kildeskat« på for eksempel 5% (eller mere?) af deres årlige forskningsbudgetter til en fond bestyret af garanteret redelige forskere? Derved ville også udsultede, men væsentlige forskningsfelter på for eksempel forebyggelsesområdet, der i dag er næsten chanceløse bevillingsmæssigt, fordi der ikke kan laves profit på forebyggelse, få en tiltrængt opblomstring.