For et år siden skrev jeg kritisk om Fælles forståelse af reformen af de almenmedicinske tilbud i Facebook-gruppen Læger. Min pointe var enkel: En politisk forståelse er ikke det samme som en retlig garanti. Når konflikten opstår, er det lovteksten – ikke forståelsen – der afgør rettigheder og pligter.
Jeg sluttede dengang: »Tillykke, PLO, I fik en forståelse«.
PLO-formand Jørgen Skadborg kalder det nye lovudkast om datadeling et brud på forståelsespapiret.
Jeg forstår godt utilfredsheden. Det foreslåede regelsæt er vidtgående. Der lægges op til indsigt ikke alene i aktivitet og kvalitet, men også i klinikkernes økonomi, personaleudgifter og andre driftsforhold.
Men der er et problem med PLO’s argument:
Læs nu det forståelsespapir, I selv skrev under på.
Her står, at kommende regulering kan omfatte »relevante data om økonomiske nøgletal, aktivitet og kvalitet på klinikniveau, oplysninger om virksomhedskonstruktion, bemanding og organisering af de enkelte klinikker m.v.« [1].
Ordene er værd at læse langsomt: »kunne bl.a.« og »m.v.«.
Det er svært bagefter at hævde, at den formulering satte en klar grænse.
Og det stopper ikke ved data.
PLO har nu offentliggjort sit eget politikpapir om, hvad »almenmedicinsk faglig ledelse« bør være. Her kræver PLO en klar adskillelse mellem faglig udvikling og myndighedsudøvelse, controlling og sanktioner [2].
PLO kan mene noget om faglig ledelse og søge indflydelse gennem høringer, rådgivende fora og forhandlinger. Men PLO kan ikke ensidigt bestemme dens grænser, hvis loven giver myndighederne kompetencen.
PLO har samtidig accepteret en konstruktion, hvor den bindende opgavefastsættelse flyttes ud af det klassiske aftalesystem.
Opgaver, som tidligere i høj grad blev fastlagt gennem overenskomsten, skal fremover fastsættes nationalt. Sundhedsstyrelsen fastlægger basisfunktionen, regionerne får den lokale ledelses- og opfølgningsrolle, mens PLO inddrages som faglig aktør og fortsat forhandler økonomi og vilkår. Lovbemærkningerne siger direkte, at grundlaget for den nuværende aftalemodel ændres [3].
PLO er dermed på centrale områder gået fra at være med til at aftale reglerne til i højere grad at blive rådgivende ingeniør på et system, andre har kompetencen til at bygge.
Og nu forsøger man med et politikpapir at sætte de grænser, man ikke fik skrevet ind, da konstruktionen blev vedtaget.
Det får også en økonomisk dimension.
I dag udgør aktivitetsbaserede enkeltydelser omkring 60% af økonomien i almen praksis. Den nye honorarstruktur skal være enklere, og lovbemærkningerne siger direkte, at nye eller ændrede opgaver i basisfunktionen ikke automatisk skal udløse nye forhandlinger og nye honorarer [3].
Det kaldes forenkling og produktivitetsforbedring.
Set fra klinikken kan det betyde flere opgaver uden automatisk mere betaling.
Forståelsespapiret erkender risikoen for »utilsigtet indtægtsnedgang« og afsætter 482 mio. kr. til overgangskompensation frem mod 2032 [3]. Det gør det relevant at spørge, om lavere indtjening for nogle klinikker – og dermed en økonomisk gevinst for det offentlige – kan blive en konsekvens.
Samtidig forsvinder kontrollen ikke, når honorarsystemet forenkles. Den flytter. Når færre enkeltydelser giver mindre information om den konkrete aktivitet, erstattes den tabte indsigt med mere kodning, automatiseret datadeling og adgang til aktivitets- og økonomidata.
Det kan være, at PLO forestillede sig noget andet, da forståelsespapiret blev underskrevet. Men det er netop forskellen på en politisk forestilling og en retlig grænse.
Det burde have stået klart i forståelsespapiret, hvis økonomiske data skulle begrænses, hvis faglig ledelse skulle holdes adskilt fra myndighedskontrol, og hvis nye opgaver skulle udløse ny honorering.
Det gjorde det ikke.
Tillykke, PLO, I fik en forståelse. Folketinget og regionerne fik pladsen til at udfylde den.
Nu får lægerne loven.
