Skip to main content

Tine Jess: Kræver det en ph.d.-grad at blive speciallæge?

Vi masseproducerer ph.d'er. Spørgsmålet er, om det er til gavn for forskningen - eller noget andet.

Tine Jess, forskningsleder ved SSI og adjungeret professor ved Aalborg Universitet

7. apr. 2015
2 min.

Vi producerer flere medicinske ph.d.er end nogensinde før, men er det nødvendigt og til gavn for lægefaget?

Generelt har de danske universiteter gennem en årrække øget antallet af ph.d.er som følge af forskellige politiske tiltag for at øge forskningsaktiviteten. Men langt de fleste med en ph.d.-grad må erkende, at det ikke kvalificerer dem til postdoc-, adjunkt- og lektorvejen.

På det medicinske felt synes fireårsreglen og femårsfristen – efter at der blev givet dispensation til ph.d. – også at have bidraget til øgningen i antallet af ph.d.er.

Hele idéen med fire-femårsreglerne har jo været at gøre vejen til speciallægetitlen kortere. Men man må konstatere at det ikke er muligt at djøfisere lægegerningen. Nyudklækkede læger er helt opmærksomme på, at man kan skyde tiden og dermed det endegyldige valg af specialevej ved at udskyde KBU’en eller ved at lave en ph.d.-afhandling.

Samtidig er ph.d.-graden nærmest blevet en nødvendighed for at sikre sig en uddannelsesstilling i det ønskede speciale, inden man møder femårsfristen og dermed muren. En nødvendighed for at være bedre kvalificeret end de andre i feltet i de mest søgte specialer.

Men er det ikke her, at vi er nødt til at stoppe op og spørge os selv, om det reelt gør noget godt for lægefaget, at 25-50% - der er usikkerhed om det præcise antal - af nyudklækkede læger skal være ph.d.? Er en ph.d.-titel altid en nødvendig kvalifikation for at blive en god kliniker?

Og hvad gør masseproduktionen af ph.d.er ved kvaliteten af forskningen? Det er uafklaret.

I en tid, hvor forskningsmidlerne er knappe i forhold til efterspørgslen, burde de koncentreres til de virkelig gode projekter og til de ph.d.-studerende, der har flair for og reel lyst til forskning. Det vil være til gavn for alle. Vi er nødt til at værne om kvaliteten af den forskning, som ph.d.erne baseres på. Det er meget uheldigt, hvis ph.d.-titlen ender med kun at være et skridt på vejen mod speciallægestillingen uden reel forskningsmæssig værdi videre frem.

Femårsfristen blev skabt for at give os speciallæger hurtigere. Men det virker ikke. Hvis man udskyder sin KBU og tager en ph.d.-grad for at sikre sig det ønskede speciale, bliver vejen til speciallægetitlen lige så lang, som den var, før reglen blev indført.

En afskaffelse af femårsfristen ville være et skridt på vejen for at sikre, at kun de ph.d.er, der burde blive lavet, bliver lavet. Lad os sammen værne om kvaliteten af dansk medicinsk forskning, om værdien af ph.d.-titlen, om den bedste udnyttelse af landets forskningsmidler og om færdiguddannelse af speciallæger inden for rimelig tid.