Tobaksafgifterne må op
Provenuet af skat på cigaretter i 2017 forventes at blive ti procent højere end provenuet i 2014. Stigningen skyldes alene øget salg, og derfor bør afgifterne sættes op, skriver læge i debatindlæg.
Provenuet af skat på cigaretter i 2017 forventes at blive ti procent højere end provenuet i 2014. Stigningen skyldes alene øget salg, og derfor bør afgifterne sættes op, skriver læge i debatindlæg.
I halvtredserne kaldte man afgifterne på alkohol og tobak for giftskatter. Tobaksrygning er stærkt vanedannende, kræftfremkaldende og livsforkortende. Rygning er årsag til over 13.000 dødsfald i Danmark om året. Giftskatterne udgjorde dengang en stor del af den samlede beskatning. Regeringens folkesundhedsprogram for Danmark 1999-2008 fremholdt, at tobaksforbruget var en belastning for folkesundheden og mindskede den danske middellevetid [1]. Derfor ville folkesundhedsprogrammet holde tobaksafgifterne så høje som muligt og begrænse forbruget af tobak i Danmark.
Salget af cigaretter i Danmark steg fra 6,48 milliarder cigaretter i 1970 til 7,15 milliarder i 1980 [2]. Derefter faldt salget til 5,61 milliarder i 2014 [3]. Tilsvarende faldt den aldersjusterede hyppighed af lungekræft. Middellevetiden er gået op siden år 2000. Udviklingen bekræfter ambitionerne i folkesundhedsprogrammet. Mindsket brug af cigaretter har mange forudsigelige, positive og vidtrækkende konsekvenser.
En prævalensundersøgelse fra december 2016 viste, at andelen af voksne dagligrygere var faldet til 16 pct. 60 pct. af dem, der ryger, vil gerne holde op med at ryge. 76 pct. af dagligrygerne har forgæves forsøgt at holde op med at ryge en eller flere gange. Det skyldes, at nikotinafhængighed fastholder rygere i at blive ved med at ryge. Så for de fleste dagligrygere er rygning ikke »rygerens frie valg«. Tværtimod. Men det er ikke rimeligt, at indsatsen mod nikotinafhængighed og brugen af tobak hovedsageligt og mest synligt overlades til medicinalindustrien.
Desværre steg salget af cigaretter igen i 2015 til 5,76 milliarder [4]. Tilsvarende steg provenuet af skat på tobak fra 2014 til 2015 [3]. Ydermere har Skatteministeriet fremskrevet udviklingen til 2017. Provenuet i 2017 forventes at blive 10 pct. højere end provenuet i 2014. Stigningen skyldes alene øget salg. I 2016 udgjorde giftskatterne en forholdsvis mindre andel af den samlede beskatning sammenlignet med den i halvtredserne. Den nye tendens stemmer ikke overens med intentionerne i folkesundhedsprogrammet.
Det gælder også for tobaksafgifterne i Danmark. Tolv lande i EU fordoblede i gennmsnit tobaksafgifterne fra 8,95 kr. for tyve cigaretter i 1990 til 16,34 kr. i 2000 [2]. Men de danske tobaksafgifter steg kun 10 pct., fra 22,85 kr. til 24,89 kr. Så forholdsmæssigt faldt de danske tobaksafgifter fra 2,5 til 1,5 gange gennemsnittet for tobaksafgifterne for tolv EU-lande. I nullerne sænkede Danmark ligefrem tobaksafgifterne. Mellem 1990 of 2016 tredoblede tobaksindustrien prisen før afgift fra 3,15 kr. for tyve cigaretter i 1990 til 11,90 kr. i 2016 [3]. Men tobaksafgifterne i Danmark steg kun 50 pct. fra 22,85 kr. til 33,40 kr. Tobaksafgifterne er fordelt på en stykafgift, en værdiafgift og en momsafgift. Stykafgiften fastsættes for hver cigaret, mens værdiafgiften og moms beregnes som en procentsats af den samlede salgspris. Under perioden 1990 til 2016 blev stykafgiften fordoblet fra 60,6 øre pr. cigaret i 1990 til 118,75 øre i 2016 [2, 3]. Værdiafgiften blev sat ned fra 21,22 pct. til 1 pct.
Regeringen ønsker en røgfri ungdom år 2025. WHO Framework Convention on Tobacco Control (WHO FCTC) omtaler, at højere tobaksafgifter medfører et mindre salg af cigaretter [5]. Virkningen af højere tobaksafgifter er evidensbaseret. Påvirkningen er størst for ungdommen. Danmark tilsluttede sig WHO FCTC i 2004. Derfor kan Lægeforeningen arbejde for, at tobaksafgifterne bliver sat op. Stykprisen pr. cigaret kan ubesværet sættes op med 5 øre hvert år. Ifølge EU's regler skal beskatningen af cigaretter udgøre mindst tre fjerdedele af den samlede salgspris. Som konsekvens skulle Danmark for perioden 1990 til 2016 have øget skatteprovenuet til mindst 26,25 kr. for tyve cigaretter, fordi tobaksindustrien øgede prisen før afgifter med 8,75 kr. Det svarer til et efterslæb for forhøjelse af tobaksafgifterne i Danmark på mindst 16 kr. i forhold til den forhøjelse, der faktisk fandt sted.
Regeringens folkesundhedsprogram 1999-2008. Sundhedsministeriet, 1999.
Grænsehandel. Rapport 2000. Skatteministeriet, 2000.
Skatteministeriet. Afgiftssatser. Cigaretter. Afgifter – provenuet af afgifter og moms 2010-2017. www.skat.dk (22. jan 2017).
Danmarks Statistik. Forbrug og salg af alkohol og tobak. www.dst.dk (23. jan 2017).
WHO Framework Convention on Tobacco Control. WHO, ISBN 978-92-4-159101-0.