Skip to main content

Tolke i det danske sundhedsvæsen

Overlæge, klinisk lektor Mohammed Khalil Kolding Sygehus, Gynækologisk og Obstetrisk Afdeling. E-mail: dr.khalil@dadlnet.dk

13. nov. 2009
3 min.

Interessekonflikter: Ingen

Det kræver mere af en tolk end bare at tolke, når det skal forgå i sundhedsvæsenet. Tolkede konsultationer på et sygehus kræver et sprogkundskab og en indsigt i patientens kultur, der ligger en tak over det sædvanlige for en tolk.

Ifølge egen og andres erfaring er der stor forskel på at tolke hos en socialrådgiver, politiet o.l. og at tolke hos en læge. Dette er mange tolke enige med mig i, da det kræver ekstra viden bl.a. om kroppens anatomi, hvilket hverken tolken eller patienten normalt er helt opdateret i. Det kræver også lidt mere tid og energi af lægen at formidle sit budskab med brug af andre nuancer end dem, man normalt bruger over for en etnisk dansk patient.

Folk fra bl.a. Mellemøsten har ofte ikke den almenmedicinske viden, som lægen forventer. Det har forskellige historiske og kulturelle årsager, og der er ikke mindst et tabu, når det drejer sig om psykiatriske eller gynækologiske problemstillinger. Begreber som svanger, svangerskabsforgiftning, barsel, knogleskørhed m.m. er ikke noget, man kender fra hverdagen. Selv ord som »cancer« nævner man normalt ikke, når man omtaler sygdommen, men i stedet siger man »den sygdom du ved«, da man er bange for, at man ved at nævne sygdommen kan fremkalde den.

Selvom man forstiller sig, at ordene oversættes rigtig, er det langtfra sikkert, at patienten er helt med på, hvad lægen taler om. Kulturen kan ligge som en barriere mellem lægen og patienten på den ene side og mellem tolken og henholdsvis lægen og patienten på den anden side. Tolke befinder sig ofte i situationer, hvor de skal gå på kompromis for at tilnærme sig lægens budskab. Andre gange forsøger de at forklare sig ud af kulturelle problemer, gnidninger eller bemærkninger enten fra lægen eller fra patienten, som de selv måske ikke synes er relevante.

Patientens egen kropsopfattelse er i sig selv en udfordring. Måden at forklare symptomerne på er særdeles anderledes, end det lægen er vant til. Vi arbejder med en patientgruppe, der på grund af en banal forkølelse plejer at få en liste med medicin af egen læge i deres hjemby. Lægen er ikke uddannet til at fortolke signalerne, som er enten direkte eller indirekte forbundet med de miljøer, patienterne stammer fra. Ofte er symptomerne diffuse eller forbundet med psykosociale aspekter i højere grad, end man kender her. Det kræver nærmest et »kunstværk« af tolken at være en slags bro mellem disse verdener.

Tilliden mellem tolken og patienten kan nemt svækkes ved spørgsmålet om, hvad der skal tolkes og fortolkes. Patienten kan gå hjem med en forkert opfattelse af sin sygdom eller med en skuffelse over lægen, som ikke har levet op til forventningerne. Eller med en mistillid til tolken, som under konsultation enten bevidst eller ubevidst har forsøgt at blande sig med klart personlige holdninger. Der kan opstå misforståelser, der kan føre til forkert medicinering, behandling og måske endda til ikke nødvendige kirurgiske indgreb.

Hvis tolken skal leve op til sin opgave og være så neutral som muligt, dog uden at være mindre empatiske og menneskelige, skal der ydes en ekstra indsats i form af bedre indsigt i blandt andet kroppens anatomi, fysiologi og sygdomme. Dette kræver ekstra resurser både af tolken selv og ikke mindst af tolkefirmaerne. Der skal etableres kurser, som gør tolken egnet til sit job. Underviserne på disse kurser bør være fagfolk, for eksempel læger eller sygeplejersker. Dette er et mindre problem i dag på grund af et tiltagende antal fagfolk med anden etnisk baggrund end dansk. De danske regioner har ikke mindre ansvar, da finansieringen af disse kurser er en nødvendighed for sundheden. Der skal oprettes en gruppe af relevante fagfolk med henblik på at planlægge kursernes varighed og indhold samt undervisningsmaterialer.