Konsekvenserne af det nyindførte tolkegebyr har vidtrækkende konsekvenser for en svag patientgruppe og risikerer at sætte læger i uløselige etiske dilemmaer.
Det er absolut et individuelt ansvar at lære sproget i det land, man bor i, og det er kun rimeligt at forvente, at tre år er nok til at kunne begå sig på dansk. Men det er ganske enkelt ikke forsvarligt, at konsekvensen af ikke at tilegne sig sprogkundskaber skal være et dårligere helbred. Og det bliver en naturlig konsekvens af den betalingsmur, som regeringen har indført, og som skaber ulige adgang til sundhed.
I alt 1.675 kr. ved indlæggelse og 334 kr. ved lægebesøg vil det koste den enkelte. Det rammer unægtelig de svageste i samfundet, som nok vil afholde sig fra lægebesøg ved tilsyneladende banale problemer, der i den sidste ende kan koste dyrt, hvis ikke de bliver behandlet i tide. Eksempelvis en simpel blærebetændelse, der kan resultere i en urosepsis, hvis ikke patienten opsøger egen læge. Samfundet sparer altså 334 kr., men ender med at betale mere end 100 gange så meget for unødige komplikationer og et indlæggelsesforløb, der kunne have været undgået ved rettidig henvendelse til primærsektoren.
Har Folketingets flertal mon forholdt sig til de økonomiske konsekvenser af spareøvelsen, midt i ambitionen om at ramme en bestemt befolkningsgruppe? Eller advarslerne fra flere eksperter og fagorganisationer, der har de nødvendige kompetencer til at vurdere de uheldige konsekvenser i form af utilsigtede hændelser, herunder Lægeforeningen, Lægevidenskabelige Selskaber, Dansk Sygeplejeråd og Jordemoderforeningen? Eller at ordningen blev afprøvet i 2010 og viste sig at være en fiasko?
Tolkegebyret rammer ikke kun patienten, men også sundhedspersonalet, som kan havne i faglige, sundhedsjuridiske og praktiske dilemmaer. Indførelsen af tolkegebyret trådte i kraft den 1. juli 2018, uden at regionerne har sikret en sufficient vejledning. Sygehusdirektører har blot meddelt, at vi skal fortsætte vanlig praksis omkring tolkebistand. Men hvis patienten takker nej til tolkebistand, skal vi læger så afstå fra at indkalde til f.eks. ambulant kontrol, hvis vi vurderer, at konsultationen vil være formålsløs uden? Og hvad med når en depressiv flygtning dukker op med et barn, der skal agere som tolk – er det rimeligt at lade mindreårige assistere med oversættelsen af så alvorlige samtaler, eller skal vi afvise familien i døren? Beslutningstagere har tilsyneladende ingen føling med medarbejderne på gulvet og de udfordringer, som de kommer til at stå med som følge af selvfinansieret tolkeordning.
Det er ikke rimeligt, at kommunikationen, som er et centralt redskab i sundhedspersonalets kerneopgave, nu bliver kompliceret af en betalingsmur. Det er ikke værdigt for et samfund, der bygger på viden, ligestilling og solidaritet, at diskriminere i sundhedsydelser. Mange af patienterne har meget svært ved det danske sprog af forskellige årsager og ikke fordi, de ikke vil det danske samfund. Nogle af disse mennesker har slidt deres kroppe ned for at forsørge sig selv og betale til fælleskassen. De har stået på fabrikker og lavet ensidigt, monotont arbejde i højt tempo, indtil de fik smadret deres led og funktionsevne. De har bygget skibe i industrihaller under dårlige udsugningsforhold og har udviklet hjerneskader. Mange har arbejdet konstant i gartnerier, f.eks. uden at have haft mulighed for at gå til danskundervisning, da de arbejdede op til 50 timer ugentligt.
Flere forhold virker således komplicerende for visse udlændinges indlæringsmuligheder. Det er ikke et forsøg på at fratage dem pligten og ansvaret for at lære dansk. Men konteksten er vigtig at have med, før man dømmer. Mennesker må ikke rammes på deres helbred – selv ikke i de tilfælde, hvor det er »dovenskab«, som ligger til grund for manglende sprog. Inden for lægeverdenen dyrker vi ikke begrebet »selvforskyldte lidelser« som en undskyldning for at yde dårligere service. For hvad så med rygere, alkoholikere og fedmeramte, der uden resultat bliver tilbudt motiverende samtaler, psykologhjælp og medicin for at ændre deres vaner? Er det rimeligt at kalde det velfærd, når den iranske læges, den tyrkiske pizzamands og den afghanske jordemoders skattekroner går til behandling af Mettes alkoholramte ægtefælle, men at kalde det dårlig integration, når Mettes »surt tjente penge« skal gå til Ahmeds fars tolkebistand?
Som læger skal vi kunne leve op til lægeløftets ord om at yde omsorg for alle uanset deres status og baggrund. Det er ikke mit job at bedømme, hvorfor Mustafa ikke kan dansk, hvorfor Knud har svært ved at kvitte smøgerne, eller hvorfor Gert ikke kan droppe flasken. Jeg skal kunne levere optimal behandling og rådgivning, uanset patientens rolle i egen sygdom. Og fri, åben og »gratis« kommunikation er et essentielt redskab til formålet. À
