Tolkningsgebyr – hvilke regler gælder?

Den 1 juli 2018 trådte nye regler om tolkningsgebyr i dele af sundhedsvæsenet i kraft. Folketinget ændrede det grundlæggende forvaltningsretlige princip, der som udgangspunkt gælder inden for det offentlige, om at myndigheder oftest har pligt til at sørge for gratis oversættelse og tolkning. Princippet har længe været lovfæstet på sundhedsområdet, senest i sundhedslovens § 50, men er altså et bredere princip.

Pr. 1. juli ændrede Folketinget dette princip, sådan at der nu pålægges et gebyr i visse situationer på sundhedsområdet. I korte træk handler det om, at udlændinge, der har opholdt sig i Danmark i mere end tre år, og som har behov for tolkning ved behandling i sundhedsvæsenet, nu pålægges et gebyr for tolkning.

Bedømt på lovforarbejderne lader det til, at Folketinget og Sundheds- og Ældreministeriet har overset de forvaltningsretlige konsekvenser.

Gebyr en forvaltningsretlig afgørelse

Ministeriet har tilsyneladende navnlig overset det forhold, at pålæggelse af gebyr i en række tilfælde vil være en forvaltningsretlig afgørelse. Ministeriet har fokuseret på, at selve vurderingen af behovet for tolkning og beslutningen om rekvirering af tolk ikke er en forvaltningsretlige afgørelse, men derimod såkaldt »faktisk forvaltningsvirksomhed« og en accessorisk ydelse til sundhedsbehandlingen. Når man imidlertid ændrer systemet, sådan at der nu skal foretages en juridisk vurdering af behovet for tolkning, hvornår der skal opkræves gebyr, i hvilke situationer tolkning er gebyrfri m.v. og med den konsekvens, at der opkræves et gebyr i visse situationer, så træffes der juridisk set en forvaltningsafgørelse. Den klassiske juridiske definition på en forvaltningsafgørelse er »en udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde«. Det at beslutte, hvilke konkrete situationer som skal udløse et økonomisk gebyr for en borger, er en forvaltningsafgørelse.

Borgeren skal underrettes på forhånd

Hvad betyder det så, at der er tale om en forvaltningsafgørelse? Det betyder, at alle (relevante) forvaltningsretlige regler skal iagttages. I sager af den type, som omtales her, vil det navnlig være sagsbehandlingsreglerne, der er relevante (men principielt vil også andre forvaltningsregler kunne komme i spil, f.eks. principperne om saglighed, lighed, proportionalitet m.v.) Dette betyder f.eks. følgende:

Der vil være en række afgørelse, hvor der skal foretages partshøring efter forvaltningsloven. Dette kan f.eks. dreje sig om, hvorvidt det er »nødvendigt« (jf. § 50) at rekvirere tolk, om patienten har en funktionsnedsættelse, der berettiger til fritagelse for gebyr, om vurdering af, hvornår der er tale om en eller flere konsultationer (som kan udløse et eller flere gebyrer) m.v. Det følger herudover af såkaldte ulovbestemte principper om partshøring, at en borger skal gøres opmærksom på, at der vil blive truffet en afgørelse af indgribende betydning, inden afgørelsen træffes. Regionen kan derfor ikke blot pålægge gebyret uden at have underrettet borgeren på forhånd.

Oversættelse og tolkning i forvaltning

Forvaltningsretten kræver, at den forvaltningsmyndighed, der træffer en afgørelse, skaffer alle relevante oplysninger, og betaler for disse, hvis indsamling af oplysninger koster noget. Jeg er derfor uenig i retsopfattelse i Sundheds- og Ældreministeriets svar på spørgsmål 21 under Folketingets behandling af lovforslaget. Det er min vurdering, at hvis f.eks. en region skal tage stilling til, om en patient har en funktionsnedsættelse, som berettiger til gebyrfritagelse, så skal regionen anmode om en lægeerklæring og betale evt. udgift til denne.

Som anført ovenfor, er det et grundlæggende forvaltningsretligt princip, at forvaltningsmyndigheder skal oversætte og tolke for borgere, som modtager en afgørelse. Princippet er nu (delvist) fraveget i sundhedsloven, men jo kun for selve den sundhedsfaglige behandling. Princippet gælder derfor fortsat for den administrative, juridiske afgørelse om pålæg af gebyr. Dette betyder, at al korrespondance mellem regionen og patienten skal foregå på et sprog, som borgeren forstår. Afgørelsen skal derfor i så godt som alle tilfælde oversættes, idet borgeren vel nærmest per definition ikke forstår dansk. Alle opkrævningsbreve skal derfor være på et sprog, som borgeren forstår. Hvis der, jf. ovenstående, skal foretages partshøringen, skal denne også oversættes (og i det omfang borgerens partshøringssvar er på et sprog, som regionen ikke kan læse, så skal dette oversættes til dansk – på regionens regning).

I strid med vejledningspligten

Det følger af den grundliggende vejledningspligt for forvaltningsmyndigheder, at der i en situation, som den her omtalte, forud for konsultation og tolkning skal vejledes og orienteres om, at der vil kunne blive opkrævet et gebyr. Den praksis, som har fundet sted i flere regioner siden den 1. juli, hvorefter patienter uden forudgående orientering blot modtager en opkrævning efter konsultationen, er derfor efter min opfattelse i strid med vejledningspligten i forvaltningslovens § 7.

Det er derfor min opfattelse, at Folketinget og Sundheds- og Ældreministeriet ikke har været opmærksomme på, hvilke juridiske konsekvenser reglerne har, og at der er tale om regler, der medføre en del administration og at almindelige forvaltningsretlige regler skal overholdes.

Læs også artikel: Læge om tolkegebyr: "Jeg følger mig svigtet".