Topstyring af patientbehandling

Hvor går patienten hen en sen aften, hvis vedkommende bliver uenig med vagtlægen? Tilsyneladende ingen steder. Skadestuer har tendens til at afvise patienter, som ikke er lægeligt visiterede. Alarmcentralen foretager ikke altid en selvstændig vurdering om akut intervention, hvis vagtlægen har været ind over sagen. Betyder det, at vagtlæger har suverænt magt til at afgøre, om patienten er akut behandlingskrævende eller ej?

Ingen tvivl om, at etablering af én indgangsport til sundhedssystemet er med til at filtrere bl.a. ikkeindlæggelseskrævende patienter fra og dermed letter presset på de akutte modtagelser. Men telefonvisitation kan være en vanskelig og risikobetonet opgave, som kræver topkvalificerede sundhedsprofessionelle, der samtidig er mennesker, som kan tage fejl. Placering af visitationsansvaret ét sted kan gøre utilfredse patienter magtesløse, når de føler, at vagtlægen ikke tager hånd om deres klager. Der burde være mulighed for en second opinion.

Vi har heldigvis en velfungerende vagt-lægeordning; i hvert fald ifølge Sundhedsstyrelsens undersøgelse fra 2009, som viste, at »kun« lidt over 11% af de adspurgte patienter var utilfredse med kontakten til vagtlægen. Men der mangler dokumentation for sikkerheden. Der er ikke mulighed for opfølgning på en afsluttet telefonkonsultation, som i de fleste tilfælde ender med »lad os se tiden an«. Det kan også være svært at drage en entydig konklusion vedrørende, om vagtlægeordningen fungerer. Det er jo forskellige læger, der betjener vagttelefonen, og borgerne vil højt sandsynligt dømme ud fra det samlede billede, hvor hovedparten af vagtlægerne er kompetente specialister, der leverer tilfredsstillende behandling, og derfor vil borgerne se igennem fingre med de dårlige oplevelser.

Koordinering mellem lægevagten og de andre aktører i sundhedsvæsenet er desuden sparsom, hvilket svækker det sammenhængende patientforløb og opfølgningen på vagtlægens arbejde.

I statusrapporten for Udvalget om det Præhospitale Akutberedskabsarbejde opfordrer PLO, Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen bl.a. til kvalificeret hjælp og behandling, men nævner ikke, hvordan det kan sikres eller måles. Indtil da bør der være en backupfunktion, som patienter kan ty til, når de pander hovedet mod muren og ikke modtager den hjælp fra vagtlægen, som de har behov for. Den nyligt etablerede akutlinje, 1813, i Region Hovedstaden, hvor man kan ringe døgnet rundt og få vejledning om akut sygdom eller skade, benyttes flittigt (4.000 henvendelser ugentligt), hvilket afspejler et reelt behov ude i samfundet, og man kunne overveje at brede funktionen ud til andre regioner.