Tør vi endelig tro, at psykiatrien ligestilles med resten af sundhedsvæsenet?

Så skete det endelig! Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen har netop – med et års forsinkelse - præsenteret et fagligt oplæg til, hvad der skal til, for at en stor gruppe patienter vil kunne modtage behandling og pleje på et niveau, der betragtes som en selvfølge (og med god ret) alle andre steder i sundhedsvæsenet. Oplægget er det grundlag, som regeringen skal bygge sin tiårsplan for psykiatrien på, og det ligger nu hos sundhedsministeren.

Det er et godt og grundigt arbejde, Sundhedsstyrelsen har præsenteret. Der er blevet lyttet til ekspertisen hos Dansk Psykiatrisk Selskab, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab og Dansk Selskab for Almen Medicin, og jeg bemærkede også, at styrelsen selv gik meget markant ud i medierne med et umisforståeligt budskab om, at planen skal ses som et hele. Der er ikke noget, som kan vælges fra, slog Sundhedsstyrelsen fast. Og understregede også, at de sværest syge samt børn og unge har et akut behov for et løft. Det er klar tale. Tak for det.

For Lægeforeningen er det hjerteblod, at denne plan lykkes. Vi har arbejdet for dette gennem mange år, for vi kan ikke som stand stiltiende observere, at menneskers liv forkrøbles og desværre i nogle tilfælde også mistes som følge af psykiatriske sygdomme, som der findes god behandling imod, hvis der sættes ind i tide. Vi ville ikke acceptere det, da medierne for år tilbage kunne berette om mangelfulde tilbud til mennesker med kræft. Kræftpakkerne gjorde deres indtog, og der fulgte ressourcer med. Her er inspiration at hente, når der skal tages livtag med psykiske lidelser, som for nogles vedkommende har karakter af folkesygdomme.

Vi er naturligvis meget optagede af fagligheden i planen, men den kan ikke gøre det alene. Der skal penge på bordet for at sige det ligeud, og der skal være de rette hoveder og hænder – både speciallæger og andre kernefaggrupper – til at gøre planen til virkelighed. Lægeforeningen vil i den kommende tid presse på for, at disse meget konkrete forudsætninger for en handlingsplan bliver tilvejebragt. Der er brug for klare anbefalinger for, hvordan ressourcer og indsatser skal fordeles både her og nu og på længere sigt. Ikke kun på et overordnet plan, men i forhold til de konkrete indsatser.

Afgørende er også, at indsatserne i kommunerne styrkes, og at tilbuddene til mennesker med psykiske lidelser lever op til et sæt af krav, som vi almindeligvis stiller i sundhedsvæsenet. Det skal være slut med, at nogle kommuner de facto svigter. Ja, det er hårde ord, men det er det, der sker, når man ikke formår at tilbyde evidensbaserede indsatser til mennesker med psykiske lidelser i tide – før deres tilstand forværres markant. Der er desværre triste eksempler på, at det ikke sker. F.eks. kan børn i nogle kommuner vente i et halvt år på at komme til hos PPR. Tiårsplanen bør derfor indeholde forpligtende krav til den kvalitet, som kommunerne skal levere.

Vi kan som læger også hver især bidrage. At give mennesker med psykiske sygdomme den bedst mulige behandling, når vi møder dem i sundhedsvæsenet, er et fælles ansvar. Mange mennesker med psykiske sygdomme slås også med somatiske lidelser og dør tidligere end andre borgere. Det er en udfordring, som ofte kræver et tættere samarbejde om patienten. Psykisk og fysisk sygdom skal ses i en sammenhæng. Det giver bedre resultater og bidrager til at mindske den stigmatisering af psykiske sygdomme, som desværre stadig findes.

Trods lettelsen og glæden over et godt fagligt oplæg fra Sundhedsstyrelsen er det dog alt for tidligt at sænke skuldrene. Vi skal se en stærk politisk aftale inden da, og vi skal have indbygget sikkerhed for, at det hele også bliver til noget. Derfor foreslår vi, at der nedsættes et råd eller en rådgivende koordinationsgruppe med en bred repræsentation af aktører og eksperter, som kan følge udviklingen tæt og råbe op, hvis planen skrider. Og jeg kan forsikre, at vi i Lægeforeningen også vil gøre det. Som sagt – det er hjerteblod.