Content area

|

Trækker man længe nok i en elastik, sprænger den

Pressefoto: Yngre Læger
Forfatter(e)
Helga Schultz

»Der er måske opgaver til 24 timers arbejde, men jeg er her kun i otte timer«.

Sådan fortalte en yngre læge for nyligt, da TV2 i en dokumentarudsendelse satte fokus på travlhed på landets sygehuse.

Den yngre læge i udsendelsen er ikke alene om sine oplevelser af, at antallet af opgaver langt overstiger antallet af ansatte. Syv ud af ti yngre læger siger i en ny undersøgelse, at de inden for den seneste måned har oplevet, at de var for få på arbejde i forhold til arbejdsopgaverne.

Det er stærkt bekymrende. Men desværre ikke nyt. Tidligere undersøgelser har ligeledes vist, at mange læger oplever, at de løber alt for stærkt og har svært ved at nå opgaverne. Og selvom tal fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at vi læger er den faggruppe, der oplever størst arbejdsglæde, så topper vi samtidig listen som den faggruppe, der oplever mest arbejdsbetinget stress. Alligevel er oplevelsen blandt mange, at skruen er blevet strammet den seneste tid.

Vi har længe mærket den store mangel på speciallæger. Men i dag sætter den massive mangel på andre faggrupper – især sygeplejersker og jordemødre – også sit præg på hverdagen hos mange af os. Når der ikke er en sygeplejerske til at måle blodtryk og puls, må vi selv gøre det. Og når lægesekretæren for længst er afskediget, bestiller vi selv blodprøver og booker selv nye tider til vores patienter. Det tager tid og giver ekstra pres, for vores lægefaglige opgaver er ikke blevet færre af den grund.

  • »Derfor synes jeg også, at det er lige frisk nok, når statsministeren nu igen beder sundhedspersonalet om at yde en ekstra indsats«

Flere steder oplever yngre læger, at der sker en opgaveglidning fra sygeplejersker og jordemødre til læger. Nogle steder er det med opgaver, der ligger i en gråzone, og hvor det kan give god mening, at opgaven løses af en nyuddannet læge. Andre gange må vi sige klart fra. Det er og bliver f.eks. aldrig en lægeopgave at give patienter et sengebad, som vi har oplevet, at nogle KBU-læger er blevet sat til.

Det giver grobund til frustrationer i hverdagen, og når arbejdsmiljøet er presset, kan det let blive en kamp mellem faggrupper. Men det må ikke ske, for til daglig er vi kolleger, der er dybt afhængige af hinandens kompetencer og opgaver. Vi skal kunne samarbejde og tale ordentlig sammen. En slåskamp imellem os som faggrupper vil blot være med til at presse vores arbejdsmiljø yderligere. Og det taber vi alle på.

Hverdagens massive travlhed kommer ikke ud af det blå. Den er tværtimod et resultat af mere end ti års underfinansiering af sundhedsvæsenet. En underfinansiering, der betyder, at der i dag ikke er råd til både at dække de stigende udgifter til behandling og medicin og til at tage imod det voksende antal ældre og kronisk syge patienter i sundhedsvæsenet på det høje niveau, som patienterne forventer, og som vi som læger ønsker at levere.

Mange steder har hverdagen kun kunnet fungere, fordi vi som medarbejdere i det daglige strækker os langt – og mange gange også længere, end vores arbejdsgivere kan forvente. Men det kan ingen blive ved med. Trækker man længe nok i en elastik, kan man være sikker på én ting: Den sprænger.

Derfor synes jeg også, at det er lige frisk nok, når statsministeren nu igen beder sundhedspersonalet om at yde en ekstra indsats. For selvfølgelig yder vi. Vi yder også en ekstra indsats. Det har vi gjort længe. Både inden corona og under coronaens første, anden og nu tredje bølge. Men en ekstra indsats fra de sundhedsansattes side kan altså ikke redde et sundhedsvæsen fra at knække, hvis det i årevis har været underfinansieret, som det danske sundhedsvæsen har. Hvis vi skal modvirke, at det for alvor knækker – af hensyn til patienterne og af hensyn til os som ansatte – skal der både flere ambitioner og flere ressourcer til. Vi er mange, der stadig venter på begge dele.

Blad nummer: 

Right side

af Larry Højgaard Kristiansen | 03/12
6 kommentarer
af Tomas Christensen Kjær | 02/12
5 kommentarer
af Ulla Hørding | 30/11
2 kommentarer
af Hans Petter Hougen | 29/11
2 kommentarer
af Thorkil Poulsen | 29/11
1 Kommentar
af Erik Sloth | 22/11
1 Kommentar