Træthedsbrud i hoften hos en eliteidrætsudøver med vægtvest

Det er med interesse, jeg har læst artikel af Ulrik Kähler Olesen & Jes Bruun Lauritzen [1] om træthedsbrud i hoften hos en eliteidrætsudøver med vægtvest, og jeg tillader mig at udfordre fremstillingen og vægtningen af de præsenterede symptomer og dermed diagnostik og rekommandationer.

Patienten angiver at indtage normal kost, men er undervægtig og har amenoré og har haft det siden ungdommen, hun har tillige osteopeni og D-vitamin-mangel. Hun dyrker desuden omfattende motion trods anbefaling om pausering, også i en periode over to år, hvor hun har haft betydelige gener og senest en fraktur i hoften. Patientens primære problem er tilsyneladende for meget motion. Hun er imidlertid undervægtig, ergo spiser hun for lidt og er relativt restriktivt spisende, selv om hun angiver at spise normalt og varieret. BMI er 17 kg/m2, hvilket er en relativt for lav vægt, idet patienten forventeligt burde have en veludviklet muskulatur med den angivne træning under forudsætning af, at hun spiser en normal kost. Hun kan således være relativt sværere undervægtig end initialt antaget. Symptomerne kunne med stor sandsynlighed snarere tilskrives adfærd styret af vægtfobi, evt. forvrænget kropsopfattelse, primære kriterier for en spiseforstyrrelse af typen anorexia nervosa [2, 3]. Hun er fortsat udtalt suspekt for en alvorlig spiseforstyrrelse i mit perspektiv, der er kun sekundært overvejelser om en somatisk lidelse, der kan forklare det samlede symptombillede.

En alvorlig spiseforstyrrelse med debut langt tidligere er sandsynlig, og i så fald vil de anførte rekommandationer formentlig være utilstrækkelige og i værste fald direkte sygdomsvedligeholdende for patienten. Af referencerne fremgår det, at man er opmærksom på denne differentialdiagnostik, men jeg savner det afspejlet i rekommandationerne.

Der bør primært henvises til en psykiater med henblik på vurdering af en alvorlig spiseforstyrrelse med svære tegn på kronificering og sequelae, der er behandlingskrævende med råd, vejledning, psykoterapi, somatisk kontrol og behandling samt evt. fysioterapi. En evt. træner har et medansvar og bør forbyde eller minimere træning, indtil der er styr på patientens symptomer, og hun er i en normal udvikling.

Denne type patienter kan få første kontakt med mange forskellige specialer i sundhedsvæsenet på grund af alvorlige komplikationer, der er udviklet sekundært til den psykiatriske lidelse, og det er vigtigt at udnytte muligheden for at motivere sådanne patienter til at komme i behandling for deres grundmorbus.

Prognosen er alvorlig med høj mortalitet pga. somatiske komplikationer eller suicidium. Samtidig er det en sygdom, der kan helbredes, og der er rigtig meget at vinde for patienten, familien og samfundet.